Borger slog alarm: Adresse fik politi på besøg
Det sker få dage efter, at ny enhed blev oprettet af politiet.
Flere hunde, af racen fransk bulldog og staffordshire bull terrier, blev af politiet 4. juli 2019 fundet på en adresse i Hadsund, under forhold, der peger på, at dyrene blev brugt til systematisk avl. Det skriver Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Det er i sig selv ikke forbudt at få hunde til at avle i Danmark, men ifølge politiet lugtede det hele af en hvalpefabrik.
“Der er flere ting, der peger på, at der er sket systematisk opdræt af hunde på stedet. Det skal vores efterforskning nu underbygge,” siger politikommissær Henrik Taagaard, leder af politiets dyrevelfærdsenhed, i pressemeddelelsen.
Adressen er af Fødevarestyrelsen ikke godkendt til avl i en større målestok, og man skal nu finde ud af, om dyreværnsloven er blevet overtrådt på adressen.
Fokus på dyrevelfærd
Det er få dage siden, de specialiserede Dyrevelfærdsenheder blev oprettet. Rigspolitiet skrev 1. juli i en pressemeddelelse, at enhederne skal arbejde på tværs af landets politikredse med alt fra handel, import og vanrøgt af dyr til forebyggelse og monitering af dyreværnsområdet.
– Oprettelsen af de nye specialiserede enheder er udtryk for det brede politiske fokus, der er på dyrevelfærd og markerer samtidig en styrkelse af politiets indsats på dyreværnsområdet, sagde Erik Terp, centerchef i Rigspolitiet.
Artiklen fortsætter under videoen
Nordjyllands Politi skriver i pressemeddelelsen, at et af fokusområderne med den specialiserede Dyrevelfærdsenhed er ulovlig handel med hunde, altså de omtalte hvalpefabrikker. Det har allerede nu skaffet politiet flere henvendelser fra hjælpsomme borgere.
”Vi er utrolig glade for de mange henvendelser, vi her kort efter opstarten har fået fra borgere om ulovlig handel med hunde,” siger politikommissær Henrik Taagard i pressemeddelelsen.