Borede i tyrkisk baggrund og tog sygedagpengene
48-årige Melda Esgici fik taget sine sygedagpenge efter kommunen stillede hende nogle besynderlige spørgsmål
Har du søstre? Bor de i Tyrkiet? Hvordan er det tyrkiske pensionssystem? Er du medlem af en tyrkisk forening? Den slags spørgsmål skulle den sygemeldte Melda Esgici, der har boet i Danmark i 27 år, svare på til et møde med en kulturkonsulent i Hedensted Kommune. Cirka tre måneder efter mødet lukkede Hedensted Kommune for hendes sygedagpenge på grund af ”social-kulturelle” årsager.
Det skriver Fagbladet 3F.
48-årige Melda Esgici har arbejdet på Poca, der fremstiller glasfiber, i 24 år, men har de seneste par år været sygemeldt på grund af kroniske rygsmerter og fibromyalgi. Hendes arbejdsevne er vurderet til at være nedsat med totredjedele.
Væsentligt nedsat arbejdsevne
Melda Esgici og hendes mand Türel, der har boet i Danmark i hele sit liv, er rystede over bygen af spørgsmål og stiller sig helt uforstående over for, hvad Melda Esgicis tyrkiske baggrund har med hendes sygdom at gøre.
– Vores børn er veluddannede. Vi har boet i hus, siden vi blev gift. Vi holder jul, vi giver gaver. Hvad har vores kulturelle baggrund at gøre med min sygdom, spørger Melda Esgici.
I 3F Hedensted, hvor Melda Esgici er medlem, er arbejdsskadesagsbehandler Leise Prehn-Mehlsen rystet over afgørelsen fra Hedensted Kommunes jobcenter.
– Melda har været ansat hos den samme arbejdsgiver i 24 år, er blevet syg og har været i arbejdsprøvningsforløb, som viser, at hendes arbejdsevne er væsentligt nedsat. Men jobcentret siger, at hendes nedsatte arbejdsevne ikke skyldes sygdom, men hendes tyrkiske baggrund. Det er helt skævt, siger Leise Prehn-Mehlsen.
Baggrund præger os
Hendes vurdering er, at Melda Esgici fortsat har ret til sygedagpenge, og derfor har 3F Hedensted på Melda Esgicis vegne klaget til Ankestyrelsen for at få ændret jobcentrets afgørelse.
I Hedensted Kommune siger Aneline Tietgen, der er afdelingsleder for Arbejdsfastholdelse, at man ikke vil kommentere på afgørelsen om at stoppe sygedagpengene, da sagen ligger i Ankestyrelsen.
Men i forhold til, hvorfor kommunen har benyttet en kulturkonsulent, siger Aneline Tietgen blandt andet:
– Det handler om, at vi alle præges meget i vores opvækst og af den kultur, vi vokser op med. Og som beskæftigelsesrådgivere er det vores opgave at anvende en helhedsvurdering, siger Aneline Tietgen.
Hun stiller sig uforstående overfor, at det kan være krænkende at få så mange spørgsmål om sin tyrkiske baggrund, når man har boet i Danmark i 27 år.
– Det er jo ikke sådan, at vi startede ud med at spørge til hendes tyrkiske baggrund, da hun kom ind til os først. Vi var ret langt fremme i forløbet, og så oplevede vi, at tingene ikke hang sammen. Den baggrund, vi har med os, præger os jo enormt, så derfor synes jeg ikke, det er usædvanligt, at vi spørger ind til dét, vi mener er relevant, siger Aneline Tietgen.