Bør regeringen gå ned i løn på grund af krisen?
Folketingsmedlemmer, ministre og udvalgte offentligt ansatte bør gå 20 procent ned i løn efter newzealandsk forbillede, mener Dansk Folkeparti. Enhedslisten bakker op.
Den danske regering bør gøre som New Zealand og skære i ministrenes løn.
Sådan lyder meldingen fra Dansk Folkeparti til Radio4.
– Hvis New Zealand kan, så kan Danmark også, siger gruppeformand Peter Skaarup.
I New Zealand har regeringen med premierminister Jacinda Ardern i spidsen besluttet, at samtlige af landets ministre de næste seks måneder skal gå 20 procent ned i løn.
– Jeg synes, det ville være et godt signal at sende, lyder det fra Peter Skaarup.
I galleriet ovenfor kan du se listen over de bedst betalte stats- og regeringschefer i verden – hvor både Mette Frederiksen og Jacinda Ardern er repræsenteret.
Bør også gælde folketingsmedlemmer
Står det til Dansk Folkeparti bør det ikke kun være ministrene, der går ned i løn, men alle folketingsmedlemmerne og også dele af de offentligt ansatte:
– Det er offentlige chefer, kontorchefer – eventuelt efter en model, som man har gjort i New Zealand.
Peter Skaarup understreger dog, at en sådan lønnedgang i det offentlige skal gælde chefer og ikke eksempelvis sygeplejersker og betjente.
Hvor længe folketingsmedlemmer, ministre og chefer i det offentlige skal være klar på en lønnedgang, ønsker Peter Skaarup ikke at konkretisere:
– Det er svært at sige på forhånd, hvor lang tid den her krise varer, men så længe krisen fortsætter, synes jeg, det vil være rimeligt.
Ikke første gang
Skulle der være politisk opbakning til en lønnedgang på Christiansborg, så vil det ikke være første gang, at danske politikere er gået ned i løn i en krisetid.
I 2010 gik ministrene i den daværende VK-regering på grund af finanskrisen fem procent ned i løn. Dengang på opfordring af den siddende statsminister, Lars Løkke Rasmussen (V).
Og det bør da også være regeringen, der må tage initiativ denne gang, og ikke Dansk Folkeparti, lyder det fra partiet:
– Efter finanskrisen viste Lars Løkke og den regering der sad på det tidspunkt jo vejen ved at tage et initiativ – og det synes jeg da også, Mette Frederiksen bør gøre som statsminister. Jeg synes, man er nødt til at diskutere det partierne med Mette Frederiksen i front, siger Peter Skaarup.
Forslaget om en lønnedgang blandt politikerne vinder dog ikke umiddelbart genklang blandt de andre partier i Folketinget. Mens Enhedslisten bakker op, vil hverken Liberal Alliance eller SF stemme for et sådant forslag:
– Folketingsmedlemmer og ministre får ikke løn, men vederlag, og vi kommer ikke til at bakke op om den ide, hvis nogle skulle fremføre den, ligesom vi heller ikke arbejder for at nogle andre i Danmark skal gå ned i løn, lyder det i et skriftligt svar til Radio4 fra SF’s gruppeformand Jacob Mark.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Socialdemokratiet.