-Bør forsvinde og blive HELT væk
Prins Andrew bør forsvinde fuldstændig fra offentligheden, mener britisk medie
At prins Andrew har indgået et forlig med amerikanske Virginia Giuffre, der har anklaget ham for at have begået seksuelle overgreb mod hende, da hun endnu ikke var fyldt 18 år, er en ren tilståelse.
Det skriver Mirror, der mener, at forliget er en stiltiende erkendelse fra prinsen af, at han aldrig ville være sluppet godt fra en retssag.
Yderst betænkeligt
En del af forliget er, at prinsen betaler et betydeligt beløb til Virginia Giuffres velgørenhedsorganisation 'SOAR', der arbejder til fordel for ofre for menneske-handel.
Det falder ikke i god jord hos Mirror, der finder det yderst betænkeligt, at prinsen nu pludselig forsøger at fremstå som en person, der bakker op om disse ofre.
Andrew burde forsvinde
Der er intet hæderligt ved dette forlig. Andrew burde forsvinde og aldrig mere vise sig offentligt. Ellers risikerer hele den kongelige familie at blive 'forpestet', skriver Mirror.
Mediet mener i øvrigt, at dronningen bør være mindst lige så lettet som hendes søn over, at retssagen mod ham er afværget.