Bondo: Jeg havde ønsket ny arbejdstidsaftale

Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

»Der er ingen, der får mig til at sige, at nu har vi løst problemerne ude i folkeskolen.«

Det fastslår Anders Bondo Christensen, formanden for Lærernes Centralorganisation og Danmarks Lærerforening, efter Kommunernes Landsforening (KL) og Lærernes Centralorganisation (LC) søndag blev enige om en ny overenskomst for lærerne.

»Jeg havde ønsket, at vi havde lavet en helt ny arbejdstidsaftale – det var det mål, jeg gik efter, det er det, jeg har stillet krav om. Det kunne vi ikke komme i hus med, og derfor konstaterer vi, at lov 409, der regulerer lærernes arbejdstid, stadig er gældende,« siger Anders Bondo Christensen.

Netop arbejdstidsaftalen var stridens kerne under overenskomstforhandlingerne tilbage i 2013, som resulterede i en lockout af lærerne og et indgreb fra Folketinget, således at lærernes arbejdstider reguleres efter lov 409, som trådte i kraft i august 2014. En ny aftale om lærernes arbejdstider kunne have forbedret arbejdet på skolerne, mener lærerforeningens formand, som har svært ved at svare på, hvorfor det ikke lykkedes at komme igennem med en.

»Det skal man spørge arbejdsgiverne om, men der er næppe nogen tvivl om, at der er rigtig meget politisk prestige forbundet med, at når man først har lavet et lovindgreb, og når man først har lockoutet lærerne i så lang tid, som det var sidste gang, så er det ikke lige til bare at lave sådan en aftale om,« siger han og fastslår:

»Det, synes jeg, er smadder ærgerligt, for jeg er stadig sikker på, at det kunne have været med til at skabe nogle bedre rammer omkring det daglige arbejde ude i skolerne«

I den nye aftale mellem Kommunernes Landsforening og Lærernes Centralorganisation forpligter parterne sig blandt andet til at følge op på, om lærerne har mulighed for at løfte opgaverne løbende i overenskomstperioden. Et initiativ, som ifølge Anders Bondo Christensen på sigt kan forbedre lærernes vilkår. Formanden kalder aftalen for »et skridt på vejen«.

»Det er vigtigt, at vi har lavet en aftale, der gør, at også KL vil tage et ansvar for at sikre, at skolelederne og lærerne i langt større udstrækning, end det er tilfældet i dag, har nogle rammer, som gør, at de kan lykkes med deres daglige arbejde.«

Formanden skal nu rundt i landet og præsentere aftalen for tillidsrepræsentanterne:

»Jeg håber, de vil læse aftalen grundigt igennem og så se, at der er mange initiativer, som peger i den rigtige retning, og så håber jeg, at vi får aftalen stemt hjem. Men i sidste ende er det medlemmerne, der afgør det.«

Powered by Labrador CMS