Bomberyddere er færdige i østjysk hus

Mandag omkring middag fandt Østjyllands Politi en mistænkelig genstand i et hus i Vivild. Så blev Hærens Ammunitionstjeneste tilkaldt.

Offentliggjort Sidst opdateret

En del beboere på Korsgårdsvej i Vivild ved Allingåbro blev ved middagstid evakueret efter et mistænkelig fund i et hus på vejen.

I forbindelse med en anden politiforretning er der klokken 12.18 fundet effekter, der kan være sprængstof. Der er derfor tilkaldt ammunitionsryddere, EOD, til at undersøge forholdet nærmere. Politiet har derfor afspærret Langgade øst og vest for indkørslen til Korsgårdsvej, skrev Østjyllands Politi tidligere.

EOD er kommet frem og har sendt ‘Rullemarie’ mod huset, hvor den eller de mistænkelige genstande befinder sig.

Pressekoordinator ved Østjyllands Politi, Marianne Morgen, vil på nuværende tidspunkt ikke kommentere på, hvorfor politiet i første omgang var til stede på adressen.

– Det kan jeg ikke sige noget om, siger hun til Newsbreak.dk.

En person på vejen har fortalt Newsbreak.dks mand på stedet, at det omtalte hus bebos af en ung mand, der lige er flyttet ind.

Mand anholdt

Politiet har nu med assistance fra forsvarets ammunitionsryddere fastslået, at der var tale om fyrværkeri, som var tilvirket på en måde, så det fremstod som sprængstof. De fundne fyrværkeri er blevet fjernet af ammunitionsrydderne, og skal nu nærmere undersøges med henblik på at vurdere farligheden af det. Det oplyser Østjyllands Politi i en meddelelse til pressen.

Politiet forventer, at afspærringen vil blive ophævet, og at beboerne kan vende hjem inden for kort tid.

På stedet har politiet endvidere fundet en jagtriffel, noget ammunition samt effekter, som politiet mistænker at stamme fra indbrud.

Politiet har på stedet anholdt en 48-årig mand, som sigtes for tilvirkningen af fyrværkeriet, overtrædelse af våbenloven samt flere indbrud i beboelse. Anklagemyndigheden vil senere tage stilling til, hvorvidt han skal fremstilles i grundlovsforhør.

Da det på nuværende tidspunkt ikke kan udelukkes, at der vil komme en anmodning om lukkede døre, har politiet på nuværende tidspunkt ikke yderligere oplysninger i sagen.

Powered by Labrador CMS