Bombe fundet i sandkasse
En 32-årig mand opdagede noget i sandkasse, der så absolut ikke hørte til.
I en sandkasse tilhørende legepladsen i det almene boligområde Sundparken i Helsingør fandt en 32-årig mand søndag en krysantemumbombe. Det oplyser Nordsjællands Politi til Newsbreak.dk.
Det er uvist, hvor længe bomben har ligget i sandet, men i hvert fald var den uaffyret. Der er ikke kommet meldinger om, at nogle børn skulle have været i kontakt med bomben, får Newsbreak.dk at vide.
Bombefundet blev gjort klokken 15.55 og to minutter senere blev politiet alarmeret, lyder det fra Nordsjællands Politi. Den 32-årige sendte billedmateriale til politiet, der vurderede, at bomben krævede eksperthåndtering.
Hærens Ammunitionsrydningstjeneste (EOD) blev således tilkaldt for at fjerne krysantemumbomben, der var to tommer stor.
EOD har bortsprængt bomben.
Politiet sendte en patrulje til stedet, der formentlig afsøgte området for yderligere sprængfarlige elementer i området, lyder det fra politikredsens kommunikationsafdeling.
Der blev intet fundet, og ingen er kommet til skade i forbindelse med fundet.
Sundparken ligger på blandt andet Kongedammen.