Boligsalg: – Det er helt vildt
Især i november har der været et usædvanligt stort salg af boliger for denne årstid
-Der er ikke meget, der er normalt i år.
Sådan siger Michael Dalsager, kommunikationskonsulent hos ejendomsmæglerkæden home.
November er normalt ikke en måned, hvor huskøbere og sælgere har travlt med at sætte underskrifter på salgskontrakter, men sådan er det i år.
Home-kæden har lige gjort november måned op, og kæden har solgt 52 procent flere boliger end november sidste år.
-Det er faktisk kun få handler efter juni, som er vores faste topmåned. Så skal man lige huske på, at stigningen er i forhold til et 2019, der også var et supergodt år, siger Michael Dalsager.
Ejendomsmæglernes fælles boligportal, Boligsiden, oplyser, at udbuddet af boliger faldt med fire procent i november. Det er det største fald på en enkelt måned siden 2010, hvor Boligsiden begyndte at føre statistik over udbuddet.
-Lige nu har vi den situation på boligmarkedet, at der kommer lige så mange nye huse til salg, som der plejer, men at salget ligger mere end 20 procent højere end normalt. På den måde bliver udbudslisterne hele tiden kortere, og det gælder for hele landet, udtaler kommunikationsdirektør Birgit Daetz hos Boligsiden.
Med den hastighed er det danske boligmarked ved at runde en historisk milepæl:
-Vi er på vej til at runde 100.000 bolighandler i Danmark i år. Det er helt vildt, siger Michael Dalsager fra home.
Det vil ifølge Danmarks Statistik være det største salg af boliger siden 1992. Den seneste boligprognose siger, at tallet for 2020 vil lande på 103.250 solgte boliger.
Flere penge
Et råd fra en af landets andre ejendomsmæglerkæder lyder derfor, at hvis du går i tanker om at sætte huset salg, så er det nu. For udbuddet falder flytter interessen hen på de boliger, der rent faktisk er til salg.
-Det er et af de bedste tidspunkter for at sælge en ejendomme længe. Vi ser gode priser, stort set ingen afslag, flere handler med mere end en køber, end vi nærmest nogensinde har set og flere skuffesager, siger markedsdirektør hos Realmæglerne Thomas Jacobsen.
Han nævner et eksempel med en skuffesag fra Ringsted. En skuffesag er en bolig, der ikke er kommet til salg, men hvor mægleren har huset til salg “i skuffen” i fald, den rette køber dukker op.
-Det er en af de dyreste ejendomme, vi har set i Ringsted. Den er ikke sat til salg, men der er to interesserede købere. Så den er blevet budt op i forhold til, hvad mægleren var gået ud med af pris. Det er helt vildt, siger Thomas Jacobsen.
Hans bud på, at boligmarkedet er gået sådan amok endda i et corona år, er danskernes gode privatøkonomi.
-Vi har flere penge mellem hænderne. Vi har måske ikke brugt dem på den faste sommerferie, og mange har hævet deres indefrosne feriepenge. Mange var i starten af året bange for renteniveauet, og den usikkerhed er også væk nu, siger Thomas Jacobsen.
Lang tid hjemme
Michael Dalsager fra home mener, at det store boligboom skyldes den store mængde ekstra tid, de fleste har tilbragt i hjemmet.
-Vi har været mere hjemme. Så vi har forholdt os mere til det nære end normalt, fordi vi ikke har været ude af rejse. Så der er blevet tænkt tanker om ombygning og tilbygning. Mange har nok sagt, “nu skal vi ud at realisere de ting, vi drømmer om”. Mere plads, have eller sommerhus. Danskerne har haft brug for noget andet at gå op i denne tid, vurderer Michael Dalsager.