Boligpriserne tog endnu et nøk opad i marts

Foto: Mathias Løvgreen Bojesen/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Boligpriserne fortsætter med at stige, viser tal fra Danmarks Statistik. Huse er blevet knap 10 procent dyrere

Det historisk lave renteniveau i begyndelsen af året ser ud til at have påvirket boligpriserne i opadgående retning.

Tal for Danmarks Statistik viser, at enfamiliehuse steg 3,0 procent fra februar til marts, mens ejerlejligheder blev 2,3 procent dyrere.

Sammenligner man første kvartal i år med samme periode sidste år, svarer prisstigningen på huse til 9,6 procent, mens tallet for lejligheder er 6,3 procent.

Danmarks Statistik baserer sine tal på tinglyste handler, og dermed er der tale om den reelle salgspris. Det betyder dog også, at talmaterialet traditionelt kun omfatter 75 procent af de samlede handler.

Statistikken viser desuden, at ejerlejlighederne nu er oppe i samme prisniveau som i slutningen af 2006, da boligmarkedet så småt var begyndt på den nedtur, der kulminerede i begyndelsen af 2009.

Enfamiliehusene derimod har fortsat et stykke op til niveauet fra før boligkrisen.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS