Boligpriser brager i vejret

Et fortsat stigende salg af boliger og rekordlavt udbud fik boligpriserne til at stige igen i oktober.

Boligpriserne fortsatte i oktober med at stige, og især lejligheder i København og sommerhuse er steget markant i pris det seneste år. (Arkivfoto). Foto: Mathias Løvgreen/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Boligpriserne blev i oktober ved med at stige, og det er dermed den sjette måned i træk, at pilen peger opad på det danske boligmarked.

Det viser nye tal fra Boligsidens Markedsindeks.

I oktober betalte huskøberne i gennemsnit 15.248 kroner per kvadratmeter. Det er den højeste pris i indeksets tiårige historie.

Samtidig er det fem procent mere end på samme tidspunkt i 2019.

Og prisstigningerne gør sig gældende over det meste af landet. Priserne på huse er således steget i 68 af landets 98 kommuner sammenlignet med samme tidspunkt sidste år.

Kun 15 kommuner har oplevet et fald i priserne.

Også lejligheder stiger

På markedet for ejerlejligheder var gennemsnitsprisen for en kvadratmeter i oktober 30.350 kroner.

Det er 6,6 procent mere end samme tidspunkt i 2019. Ifølge Boligsiden er det særligt områderne Frederiksberg, København og Aarhus, der trækker det samlede prisniveau op.

Alene i København og Frederiksberg er priserne steget 8,4 procent på et år.

– Det er nogle pæne prisstigninger, og de lander på det højeste niveau i flere år, og det er selvfølgelig bemærkelsesværdigt, at priserne stiger så meget, fordi vi er i en tid med økonomisk ustabilitet, siger Mira Lie Nielsen, boligøkonom og chefanalytiker i Nykredit.

Et indbringende år

Trods coronakrise og økonomisk ustabilitet i både Danmark og udlandet ser 2020 ud til at blive særdeles indbringende for sælgerne.

Det er der ifølge Mira Lie Nielsen flere forklaringer på.

– Der er handlet så mange boliger i 2020, at det går hen og bliver det største handelsår i mere end ti år, siger hun.

– Det gør, at udbuddet er presset ned, og når der er meget få boliger at vælge imellem, giver det sælgerne mulighed for at presse priserne opad.

Mira Lie Nielsen peger samtidig på en række rentefald, der har åbnet markedet for mange købere.

Den største stigning i salgspriserne ses på markedet for sommerhuse. Her er priserne steget med 14,4 procent i forhold til oktober 2019.

Også her er der tale om prisrekord for Boligsidens Markedsindeks.

Powered by Labrador CMS