Boligøkonom: Nyt system giver retvisende boligvurderinger

Arkivfoto: Colourbox.
Offentliggjort Sidst opdateret

Boligøkonom vurderer, at det med et nyt system vil være muligt at få retvisende vurderinger af grundværdier.

Det er realistisk, at det vil lykkes skatteminister Benny Engelbrecht (S) at forbedre grundskyldsvurderingerne, således at boligejerne kan se frem til mere retvisende vurderinger.

Det vurderer Joachim Borg Kristensen, boligøkonom i Nykredit.

– Jeg er fortrøstningsfuld over, at der nu bliver iværksat et nyt system, hvor der er gode muligheder for, at vurderingerne bliver mere retvisende, end de er nu. Jeg ser det som realistisk, siger han.

Joachim Borg Kristensen modsætter sig dermed sin kollega Morten Skak, boligøkonom ved Syddansk Universitet, der i Politiken lørdag udtaler markant kritik af Benny Engelbrechts løfte.

– Vi får aldrig fundet de rigtige grundværdier. Det er en illusion at tro, at man kan finde den korrekte værdi for de enkelte grunde, siger Morten Skak blandt andet til Politiken.

Benny Engelbrecht lover at tilbagebetale boligejerne penge i 2018, hvis nye og mere retvisende vurderinger til den tid viser, at de har betalt for meget i grundskyld, viser sig at komme boligejerne til gode.

Joachim Borg Kristensen ønsker ikke at kommentere på det politiske aspekt i eventuelle tilbagebetaling, men understreger blot, at det i hvert fald vil være realistisk at få retvisende vurderinger.

Skat opskrev ved en vurdering i 2011 grundværdierne i hovedstadsområdet med i gennemsnit 49 procent, og det har fået mange boligejere til at protestere over udsigten til grundskyldsregninger på 50.000 eller 100.000 kroner om året eller mere.

– Spørgsmålet bliver nu så bare, om grundværdierne vil være lavere i 2018 end på det niveau, som de er nu, og det er det springende punkt i den her sag, vurderer Joachim Borg Kristensen.

Rigsrevisionen kritiserede forrige år Skat for at have sat 41 procent af ejendomsvurderingerne for højt i 2011, og både Skat og Skatteministeriet har erkendt, at Skats vurderinger ikke er gode nok.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS