Boligejeres gebyr til realkredit er steget med 62 procent

Udgifterne til realkredit-institutter er steget. Arkivfoto: Colourbox
Offentliggjort Sidst opdateret

Renterne er lave, men alligevel stiger udgifterne til boliglån fordi realkreditinstitutterne hæver gebyrerne.

Renterne er ultralave, men boligejere skal ikke glæde sig for hurtigt. Nye tal viser nemlig, at realkreditten har hævet bidragssatserne med hele 62 procent siden 2009 for private og 50 procent for erhverv. Både De Radikale og oppositionen kræver nu stærkere kontrol.

Det skriver dagbladet Børsen.

Stigningen i bidragssatserne betyder reelt, at en boligejer med et lån på to millioner kroner i gennemsnitligt skal betale 6000 kroner ekstra årligt til sit realkreditinstitut end før finanskrisen.

Tallene får de politiske vagthunde på Christiansborg op af stolen forud for det kommende samråd med fra erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S) i slutningen af april.

– Regeringen har bestemt ikke givet carte blanche til at hæve dem (bidragssatserne, red.) år efter år. Vi forventer, at bidragssatserne stabiliserer sig eller begynder at falde igen, siger Ida Auken, der er erhvervsordfører for De Radikale, til Børsen.

Henrik Sass Larsen har tidligere påpeget, at realkreditinstitutterne bør være bedre til at redegøre for deres prisstigninger, men Venstre kræver endnu hårdere metoder fra ministeren og efterspørger øget kontrol i sektoren.

– Det skal synliggøres, hvad bidragene går til, og hvor bidragene skal hen herfra. Udviklingen er så mærkværdig, at ministeren må nærmere ind og kontrollere bidragenes udvikling, siger Venstres Preben Bang Henriksen til Børsen.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS