Bokser i koma efter knockout: Nu er han død
En australsk bokser blev knockoutet i 12. omgang af en boksekamp. Det kostede ham livet.
Da 28-årige Davey Browne Jr. fredag gik i ringen til, hvad der skulle blive hans sidste boksekamp, var det med forhåbninger om at vinde den regionale boksetitel i fjervægt. Hans modstander, filippinske Carlo Magali, satte et fatalt slag ind med blot 30 sekunder tilbage af den sidste omgang. Det skriver engelske The Guardian.
Det slag var så hårdt, at Browne Jr. mistede bevidstheden, før han gik i gulvet.
Lederen af den australske bokse-union, John McDougall, var til stede under kampen. Han fortæller, at Davey Browne Jr., faldt sammen for øjnene af ham, og kamplægen måtte give ham ilt, og en ambulance ankom inden for få sekunder.
Efter fire dage i koma, valgte Davey Browne Jr.s familie at slukke for respiratoren tirsdag morgen australsk tid. Bokseren efterlader sig kone og to børn.