Boksefamilien sagde farvel
Flere af de boksere, der har været i Mogens Palles stald, var mødt op til bisættelsen af den afdøde promotor
Onsdag eftermiddag blev Mogens Palle bisat fra Frederiksberg Kirke, og flere nuværende og tidligere boksere var mødt op for at sige farvel.
Boksepromotoren, der i sine 65 år som promotor havde stor indflydelse på dansk boksning, døde 27. august efter længere tids sygdom. Han blev 88 år.
Blandt de fremmødte ved kirken var Brian Nielsen, som må betragtes som en af de mest kendte boksere, der har været i Mogens Palles stald.
Derudover troppede de aktive boksere Sarah Mahfoud og Enock Poulsen op, ligesom de tidligere boksere Hans Henrik Palm og Thomas Damgaard også kom for at vise deres respekt.
Lukket for pressen
Alle har de været i Mogens Palles stald.
Kirken på Frederiksberg blev lukket for pressen, da bisættelsen gik i gang klokken 13.00.
Det var datteren Bettina Palle, der 28. august oplyste om sin fars død i en meddelelse til Ritzau.
- Den sejeste mand, jeg kender, er gået bort, udtalte hun.
- På trods af sit skrøbelige helbred kæmpede han - viljestærkt, skarp i hovedet og stædigt - til sidste gongong.
- Han var idérig, kreativ og modig som få! En ener, ingen over og ingen ved siden af, min far, skrev hun videre.
Datter kører videre
Mogens Palles død betyder ikke, at hans bokseprojekt stopper. Efter afskedsstævnet i april oplyste Bettina Palle, at hun kører sin fars boksebutik videre.
Foruden ovennævnte havde Mogens Palle i sine 65 år som promotor velkendte boksenavne som Mikkel Kessler, Mads Larsen, Gert Bo Jacobsen samt Jimmi og Johnny Bredahl i sin stald.