Boilesen misser storkamp efter hjernerystelse
Ajax’ Nicolai Boilesen er ikke klar efter hjernerystelsen og misser mødet med Barcelonas stjerner tirsdag.
Den danske landsholdsspiller Nicolai Boilesen er fortsat ikke klar til at spille fodbold, efter han tirsdag pådrog sig en hjernerystelse i EM-kvalifikationskampen mod Portugal.
Lørdag gik han glip af Ajax’ ligakamp mod Twente, og søndag meddeler den hollandske klub på sin hjemmeside, at Boilesen heller ikke bliver klar til tirsdagens kamp mod FC Barcelona og superstjernen Lionel Messi i Champions League.
Venstrebacken bliver hjemme i Amsterdam, mens resten af truppen rejser til udekampen i Spanien.
Nicolai Boilesen fik en bold direkte i hovedet i anden halvleg af kampen mod Portugal.
Han gik ud som et lys og lå ubevægelig på banen i flere minutter, inden han blev båret ud.
Siden blev han kørt til Amsterdam i bil.
Uden Boilesen fik Ajax i øvrigt 1-1 i topkampen ude mod Twente.
/ritzau/