Boeing skal bygge rumtaxier
Nasa regner med selv at kunne fragte astronauter til rumstationen ISS i 2017.
Den amerikanske rumorganisation Nasa har fundet sin foretrukne leverandør af særlige fartøjer, der skal fragte landets astronauter ud til rumstationen ISS.
Det bliver de to firmaer Boeing og SpaceX, som kommer til at bygge de såkaldte rumtaxier. Værdien af aftalen er i alt 6,8 milliarder dollar, hvad der svarer til knap 40 milliarder kroner.
Boeing står til at få op imod 4,2 milliarder dollar, mens SpaceX kan hive 2,6 milliarder i kassen, hvis alt går som planlagt.
Når rumtaxierne er klar, betyder det, at USA ikke længere er afhængig af russisk teknologi til at fragte sine astronauter fra Jorden til ISS, der er i kredsløb om vores planet. Sådan har det været, siden USA i 2011 pensionerede sit rumfærgeprogram.
– I dag – med udvælgelsen af Boeing og SpaceX til at være de første selskaber, der kan sende vores astronauter til ISS – har Nasa sat scenen for, hvad der synes at blive det mest ambitiøse og spændende kapitel i historien om menneskets flyvninger i rummet, siger Charles Bolden, der er topchef i Nasa.
USA er i øjeblikket afhængig af at benytte russiske Sojus-rumskibe, hvor en plads om bord koster 70 millioner dollar (402,5 millioner kroner).
Nasa-chefen benytter lejligheden til at hylde USA’s præsident, Barack Obama, for at investere i det amerikanske rumprogram.
– Fra dag ét har Obama-regeringen gjort det klart, at den mægtigste nation på Jorden ikke skulle være afhængig af andre nationer for at komme ud i rummet, siger Charles Bolden.
Han tilføjer, at de amerikanske rumtaxier vil kunne afløse de russiske af slagsen i 2017.
Boeings bud på en rumtaxi hedder Crew Space Transportation-100 – eller bare CST-100. Den har plads til syv passagerer.
SpaceX har designet rumfærgen Dragon Version Two – eller Dragon V2 – som ligeledes kan rumme syv astronauter.
/ritzau/AFP