Bøde til Netto-butik efter flere ulækre fund
Døde insekter, kødsaft og spor af skimmelsvamp giver sur smiley og en bøde på tusindvis af kroner
En sur smiley – og en bøde på 10.000 kroner.
Netto-butikken i Hjerting ved Esbjerg har fået smæk over fingrene af Fødevarestyrelsen.
Ved seneste kontrolbesøg 2. februar blev det udløst af fundet af døde insekter i pålægskøleren og en død natsværmer i en fryser. Men også af fundet af indtørrede rester af rå kyllingesaft i bunden af en køler med kød.
Oven i det konstaterede de udsendte fra Fødevarestyrelsen “knopskud af formodet skimmel”.
Den sure smiley og bøden blev også udløst af, at Netto-butikken allerede havde fået indskærpet lignende ting ved et tidligere besøg i august sidste år.
Netto beklager
Distriktschef i Netto, Carsten Sønderby, beklager, at hygiejnen i Hjerting-butikken ikke har været god nok, og forklarer, at der omgående blev gjort rent, efter myndighedernes seneste besøg.
-Det selvfølgelig uacceptabelt, at rengøringen ikke har været i orden. Det tog vi omgående hånd om og fik rengjort alle vores kølere professionelt indenfor få timer. Vi vil ikke gå på kompromis med hverken hygiejne eller fødevaresikkerhed, så vi har indskærpet vores interne procedurer, så lignende tilfælde ikke gentager sig, siger Carsten Sønderby.