Bøde til bager: Edderkopper, kravlende insekter og melsække med mug
Ifølge bageren var firmaet presset på grund af ferie.
Hos Guldbageren på Krogager i Grindsted mødes nye og gamle kunder ikke blot at lokkende tilbud og et stort portræt af bageren selv.
Lige til venstre ved indgangen hilses også velkommen af et meget surt ansigt.
Fødevarekontrollen har været på besøg. Og den var ikke udelt begejstret.
I Fødevarestyrelsens kontrolrapport fremgår det, at der – blandt andet – har været besøg af andet end personale og kunder.
“… i en enkelt stabel med cirka 20 sandkageforme finder tilsynsførende under kontrollen kravlende insekter”, står der blandt andet.
“Koloniallagerlokale i kælder fremstår med spindelvæv og edderkopper på vægge”, står der også.
Det har ikke været muligt for Newsbreak.dk at få kontakt til bager Jørgen Fuglsang, men til jv.dk siger han:
– Det er sket i en periode, hvor jeg er på ferie, og hvor vi har været presset på mandskabssiden.
Lider ikke af rengøringsvanvid
Og presset må det have været på Krogager 3 i Grindsted. Den to sider lange rapport nævner igen og igen hygiejnen – eller mangel på samme – som et problem.
“Skuffer under arbejdsbord med frø og kerner og øvrig drys er kontamineret med vaskevand og gammelt skidt. På emballage lager er der rigtig meget”.
“På grund af neddryp fremstår en del melsække på lager med fugt og begyndende mugdannelse”.
“Gulv på emballagelager fremstår snavset og med tabt emballage og spindelvæv flere steder. Hjørner og kanter på gulv i produktionslokale fremstår med belægninger af skidt”.
“Spande med fødevarer på skydereol og forme fremstår med belægninger af skidt, skraldespand og vægt og under bagerbord i produktion er der belægninger af skidt og rullevogne til beholdere og fejekost fremstår med belægninger af skidt”.
“Isterningemaskine i produktion fremstår med belægninger af skidt indeni og langs gummiliste”, er nogle af de sætninger, som den tilsynsførende har påtalt.
Stor bøde
Derudover nævnes der også i rapporten, at der flere steder i bageriet er afskallet murværk og ødelagt inventar.
Hele baduljen kommer til at koste bageren 10.000 kroner.
Ifølge bageren er der siden Fødevarestyrelsen besøg 27. september blevet gjort en ihærdig indsats for at rette op på fejlene.
Ved de to foregående besøg, 10. juli og 29. maj, måtte Guldbageren indkassere mellemfornøjede smileys.
Hvor længe den sure smiley kommer til at præge indganspartiet er nu op til Fødevarestyrelsen og dens opfølgende kontrol.