B&O-chef presset til spareøvelser

Offentliggjort Sidst opdateret

Topchefen i Bang & Olufsen, Tue Mantoni, ser sig nødsaget til at gennemføre nye spareøvelser efter et årsregnskab med underskud og høje omkostninger i B&O’s kerneforretning.

Svaret fra Mantoni er blandt andet forringelser af den service, som Bang & Olufsen hidtil har tilbudt sine kunder. Selskabet har tidligere gjort en dyd ud af at have reservedele på lager til sine luksusprodukter i en lang årrække. Men lagerføringen er ressourcekrævende, og de omkostninger bliver nu reduceret.

»Afhængigt at produkttypen så har vi fra sidste dag et produkt er bygget komponenter liggende på lager i hvert fald i 8 til 12 år. Når der så er en højttaler, som vi ikke har bygget i 25 år, så betyder det, at vi reelt har en serviceperiode på omkring 37 år. Så der kigger vi på, hvilke produkter vi kan forkorte service-tiden på,« siger topchef Tue Mantoni, der lover, at koncernen vil forsøge at gøre det så problemfrit for kunderne som muligt.

»Det er ikke noget, som mange kunder kommer til at mærke, og for de få, der vil mærke det, da vil vi finde en løsning eksempelvis ved at ombytte produktet til et nyt, «siger topchef Tue Mantoni og tilføjer:

»Vi går fra at have industriens længste serviceperiode til stadig at have den længste – dog bare forkortet med nogle år«

Produkter skrottes hurtigere

En anden måde at nedbringe omkostninger på bliver at tage dårligt sælgende Bang & Olufsen-produkter ud af lager og produktion tidligere, end Bang & Olufsen hidtil har gjort. Det oplyste topchefen på en telekonference torsdag.

»Der er ingen tvivl om, at produktlivscyklusser bliver kortere for tiden. Hvis du ser på markedet i dag, så bevæger teknologien sig hurtigere end vi tidligere har set,« svarer han uddybende til Berlingske.

Men flytter markedet sig hurtigere, end da du kom til som topchef i 2011?

»Ja, det gør det. Vi ser tydeligt, at teknologien bevæger sig hurtigere, og produkternes livscyklus er blevet kortere,« siger topchefen.

Mere outsourcing på vej

Bang & Olufsen er udfordret af høje omkostninger, som særligt gælder den danske produktion i Struer. De høje omkostninger betyder, at en høj grad af outsourcing vil være på dagsordenen de kommende år.

»Vi arbejder med partnere på teknologisiden, og det kommer vil til at gøre endnu mere af,« siger topchefen.

Bang & Olufsen har i stigende grad fået udenlandske underleverandører til at producere teknologien til  B&Os luksusprodukter, og det bliver der mere af i fremtiden.

Tilmed er hele B&O’s nye voksende forretningsenhed B&O Play bygget op på en meget høj grad af outsourcing, og det vil også præge produkterne i tiden fremover.

»Inden for B&O Play der findes der nogle specialiserede aktører, som er rigtigt dygtige til at lave høretelefoner,« siger Mantoni om de underleverandører, som producerer produkterne.

Han tilføjer, at produkterne ofte produceres i et meget tæt samarbejde, hvor B&O bidrager med sine kompetencer til at sikre eksempelvis det rette design og en sublim lydoplevelse. Tilmed fortæller topchefen, at B&Os egne medarbejdere ofte er på besøg på de udenlandske leverandører for at sikre, at kvaliteten af deres arbejde lever op til Bang & Olufsens standarder.

Topchef Tue Mantoni oplyser, at der ikke umiddelmart er planer om reduceringer i antallet af stillinger i koncernen. Håbet er, at en vækst i den samlede forretning kan sikre, at B&O vil vokse de kommende år.

Powered by Labrador CMS