Bliver ny cheftræner
Sønderjyske ansætter Henrik Hansen som cheftræner
Henrik Hansen bliver ny cheftræner i Sønderjyske
Frank Cilius/Scanpix
Superligaklubben Sønderjyske har ansat Henrik Hansen som klubbens nye cheftræner.
Det skriver klubben torsdag på sin hjemmeside.
Niels Lodberg er ny assistenttræner, og det er to spillere med et solidt kendskab til klubben, der indtager rollerne.
42-årige Henrik Hansen er med 204 optrædener kamprekordholder i Sønderjyske, men Niels Lodberg har spillet knap 100 kampe for klubben, som han også har været assistent i.
– Jeg er glad for, at vi nu har vores trænere på plads til de opgaver, der venter forude. Vi har været meget grundige i processen, og jeg mener, at vi i Henrik Hansen og Niels Lodberg har fundet de profiler, vi har søgt efter.
- De har et stort kendskab til klubben, men de har også en forståelse for det spændende projekt, vi står i med det nye ejerskab, siger Sønderjyskes sportsdirektør, Esben Hansen.
SønderjyskE
Sønderjyske Elitesport (SønderjyskE) blev dannet i 2004 som en overbygning mellem Haderslev FK og en række eliteklubber fra andre sportsgrene i det sønderjyske, herunder ishockeyklubben Vojens Ishockeyklub og kvindehåndboldklubben IK Sønderjylland.
Kort tid efter, i 2005, rykkede klubben op i Superligaen, men måtte allerede året efter tage turen ned i 1. Division igen.
Efter to års tilløb rykkede man i 2008 op i Superligaen igen, hvor SønderjyskE har været lige siden.
Klubben har siden bidt sig fast som en fast del af rækken, og har også spillet med i den sjovere ende af tabellen. Klubbens pokalskab kom for alvor i brug, da man i 2020 vandt pokalfinalen mod AaB.
SønderjyskE spiller deres hjemmekampe på Sydbank Park i Haderslev, der huser 10.100 tilskuere, heraf 5100 siddepladser.
Danmarksmesterskabet
Guld (0):
Sølv (1): 2016
Bronze (0):
Pokalturneringen
Guld (1): 2020
Sølv (0):
Kilder: soenderjyske.dk/Wikipedia