Bliver dyrere: Men oplevelsen er ringere
En lang række fagforeninger forsøger at råbe politikerne op. Børnehaver og skoler bliver dårligere, lyder det.
Trods stigende udgifter til offentligt forbrug, er de danske velfærdsydelser ikke blevet bedre de seneste fem år. I hvert fald ikke, hvis man spørger borgerne om, hvordan de oplever kvaliteten.
Det har en lang række fagforeninger for blandt andet pædagoger, lærere og socialrådgivere fået analyseinstituttet Epinion til at gøre.
Og i undersøgelsen, der omfatter 1094 personer, svarer 65 procent, at de offentlige velfærdsydelser som børnehaver, skoler og ældrepleje er blevet lidt eller væsentligt ringere de seneste fem år.
Et billede, som formanden for pædagogernes fagforening, Bupl, godt kan genkende.
– Vi oplever, at vi er ekstremt pressede. Vi skal løbe stærkere og stærkere og gøre mere for mindre, siger Bupl-formand Elisa Bergmann.
– Vi har fået flere børn i institutionerne. Samtidig er kravene blevet større. Når politikerne forventer, at vi for eksempel kan løse opgaver med børns sprog, er det vigtigt, at det modsvares af de forhold, vi har.
Men i samme periode er det offentlige forbrug faktisk vokset. Siden 2000 er det vokset i gennemsnit 1,2 procent om året. Hvordan kan I så tale om nedskæringer?
– I kommunerne er er der forsvundet 30.000 job siden 2009. Det er jo reelt set det, vi oplever som velfærdsmedarbejdere. Der kan samtidig være områder, hvor man har oplevet en vækst. Måske i forhold til kontrol og dokumentation.
– Og det handler også om, at der er flere børn og flere ældre, siger Elisa Bergmann.
Tryg?
Epinion har også spurgt borgerne om, hvad de mener om daginstitutionerne, som er der, hvor Elisa Bergmanns medlemmer især arbejder. Her svarer 41 procent, at kvaliteten er forringet.
Mens kun seks procent mener, at den er blevet bedre.
Kan man være tryg som forælder ved at sende sine børn i børnehave?
– I nogle kommuner er der skåret ind til benet, og det er virkelig skrabet. Vi gør alt, hvad vi kan, for at forældrene skal føle sig trygge ved det, siger Elisa Bergmann.
– Men nogle gange bliver det mere pasning og overvågning, end det er pædagogisk arbejde.
Fagforeningerne håber, at undersøgelsen vil få politikerne til at prioritere velfærden højere.
– Tit bliver der sat nogle meget negative ord på velfærd. At det er en udgift. Men i virkeligheden er velfærd med til at skabe et stærkt og konkurrencedygtigt Danmark, siger Elisa Bergmann.
/ritzau/