Bliv væk – bygning ved at styrte sammen

En bygning er i fare for at styrte sammen. Nabobygningen er evakueret.

Det er denne bygning – med Hos Anton i bunden – der er i fare for at styrte sammen. Foto: Sanni Nielsen.
Det er denne bygning – med Hos Anton i bunden – der er i fare for at styrte sammen. Foto: Sanni Nielsen.
Offentliggjort Sidst opdateret

Både politi og brandvæsen advarer nu borgere i Aarhus Midtby om ikke at bevæge sig rundt i Vestergade omkring nummer 69: En bygning, der er ved at blive renoveret er i fare for at styrte sammen.

Det oplyser Østjyllands Brandvæsen på sin Facebook-side.

“Revner i bygningen betyder, at otte lejligheder og to restaurenter er evakueret onsdag eftermddag. Følg myndighedernes anvisning i området”, skriver brandvæsenet, der også fortæller, at der er samarbejde mellem det, Østjyllands Politi, Aarhus Kommune og entreprenøren, der bygger på naboejendommen.

– Der bor 28 personer i ejendommen Vestergade 69. Dem vi har fået fat i, er evakueret. Resten får beskede via deres boligforening, fortæller Jakob Christiansen, kommunikationsrådgiver ved Østjyllands Politi, til Newsbreak.dk.

Indtil videre er der afspærret, og torsdag begynder arbejdet med at få bygningen sikret.

Det er ikke lykkedes Newsbreak.dk at få kontakt til indsatslederen hos Østjyllands Brandvæsen.

Sidste omgang

I bunden af den evakuerede bygning ligger værtshuset Hos Anton. Her der der – ufrivilligt – lukket.

– Politiet og brandvæsenet kom og gav os en halv time til at få gæsterne ud og lukke, fortæller Hos Antons ejer, Sanni Nielsen, til Newsbreak.dk.

At det ville gå galt, er dog ikke noget, der kommer helt bag på Sanni Nielsen.

– Der var begyndt at komme flænger, på 3. og 4. sal kunne de ikke lukke hoveddøren, siger hun.

Hun – og Hos Anton – holder til i Vestergade 69, der blev bygget i 1906. Indtil videre skal hun holde lukket i op til to dage. Hun vil dog gerne have ren besked om, hvor længe, det kan forventes at tage.

– Tager det to uger, rejser jeg, som hun udtrykker det, og lader skinne igennem, at skadernes omfang godt kan antyde en længere periode uden gæster på værtshuset.

Powered by Labrador CMS