Blind stork fløjet fra Holland til Danmark
En næsten blind stork er blevet fanget i Esbjerg, selv om den egentlig var på vej sydover fra Holland.
Der er tale om en ret usædvanlig sag. En stork, man senere har fundet ud af, stammer fra Holland, er blevet indfanget i Esbjerg.
Det vurderes, at storken var på vej sydover, men at den har haft enormt svært ved at se, hvor den var på vej hen, fordi den nærmest ikke har haft noget syn på det ene øje og meget lidt syn på det andet øje.
Storken er nu på et vildtplejecenter i Toftlund, hvor de håber, at storken – med den rette pleje – kan blive klar til at komme ud i det fri igen, oplyser Mogens Lange, der er storkeekspert ved Storkene.dk.
Grå øjne
Storkeekspert Mogens Lange blev kontaktet af centret, hvor storken er i pleje, og han fik sat dem i kontakt med Bjarne Østergaard Rasmussen, som er dyrlæge.
– Det viser sig, at den har grålige øjne, hvor særligt det ene øje er helt gråt. Ud fra billeder af hovedet på storken, som vi sendte til Bjarne, kunne han vurdere, at der var tale om en slags øjenbetændelse, siger Mogens Lange til Newsbreak.dk.
Derfor bliver storken nu dryppet i øjnene tre gange om dagen.
Kraftigt ramt af stær
Der er ikke noget at sige til, hvis den hollandske stork ikke har haft nogen anelse om, hvor den var på vej hen, for den er praktisk talt blind.
– Der var så lidt gennemsigtighed for storken, så det svarer til én, der er kraftigt ramt af sær. Der er måske 10 procent syn på det ene øje og stort set intet på det andet øje, siger Mogens Lange.
Selv om storken nu får den bedste pleje, og bliver fodret med daggamle kyllinger, som den mæsker i sig, er det ikke sikkert, at plejen hjælper på synet.
– Forhåbentlig er der bedring i dens syn, men det må tiden vise, siger Mogens Lange.
Hvor kommer sygdommen fra?
Dét, som Mogens Lange, Bjarne Østergaard Rasmussen og vildtplejecentret er ligeså fokuseret på, som storkens pleje er, hvordan den har fået øjenbetændelse.
Artiklen fortsætter efter videoen.
De ved ikke, om det er noget, den har pådraget sig, eller om den altid har haft det.
– Det ved vi simpelthen ikke, konstaterer Mogens Lange.
Efter at de har set nærmere på storkens næb, kunne det dog tyde på, at den på turen i hvert fald har pådraget sig nogle skader.
Det ville også være usandsynligt, at øjenbetændelsen var en ting, der kom med alderen, for da storken er ringmærket, har det været muligt at konstatere, at storken er en stor unge, som blev født sidste år.
Gør alt, hvad de kan
Mogens Lange og dyrlægen vil i hvert fald gøre sit for, at storken får det bedre.
– Bjarne er villig til at gå rigtigt langt, uden at storken lider unødig overlast, for Bjarne elsker fugle, ligesom vi gør, siger Mogens Lange og fortsætter:
– Det grå i storkens øjne skulle aftage, hvis ikke så må vi se, hvad Bjarne vurderer.
Hvis storken bliver frisk nok til at sende den ud i det fri igen, kan det dog være besværligt på grund af årstiden.
– Der ikke ligefrem at foretrække, at den trækker sydover midt om vinteren, siger han.
Mogens Lange, Bjarne Østergaard Rasmussen og vildtplejecentret håber på, at de kan se en bedring ved storken, så de ikke ser sig nødsaget til at aflive den.
Desuden er Mogens Lange og Storkene.dk i kontakt med Holland, hvor storken stammer fra, da de også skal give deres besyv med omkring, hvad der skal ske med storken.