Blev skudt live på Facebook i marts – nu er han skudt igen. Og død
En 30-årig mand filmede sin egen nedskydning i marts. Nu er han skudt igen - denne gang overlevede han ikke.
Den 30-årige Brian Fields blev i marts ramt af flere skud, mens han sendte live via sin Facebook. Nu er han død. Skudt.
Fredag 28. oktober blev han skudt på en takstation i Chicago i staten Illinois. Det skriver Chicago Tribune.
Han sad i sin bil og blev altså skudt i brystet efter klokken 22 fredag aften. Det bekræfter både Chicagos politi og retsmediciner. Chiquita Ford, også 30 år gammel, blev i samme episode også skudt og dræbt. Ingen er indtil videre blevet anholdt for nedskydningen.
Sendte sin egen nedskydning live
I marts 2016 stod Brian Fields i på et hjørne i bydelen West Englewood. Her sendte han live på Facebook, da han blev skudt flere gange – blandt andet i ansigtet.
Dengang fortalte Briand Fields mor til journalister fra Chicago Tribune, at han var endt i respirator efter at være ramt af skuddene.
Anthony Gugleimi fra politiet i Chicago sagde dengang, at man efterforskede to mulige motiver; at det kunne være bande-relateret, eller det måske havde noget at gøre med, at Brian Fields i 2009 blev dømt for mandddrab.
Om politiet i Chicago også denne gang har motiver i kikkerten, er endnu ikke blevet offentliggjort.
Mange drab i Chicago
Ifølge Chicago Tribune er der mellem 1. januar og 31. oktober 2016 skudt 3631 personer i Chicago. I alt er 630 personer blevet dræbt eller myrdet i år – det tal inkluderer også skudofre.
Ifølge Chicagos officielle hjemmeside bor der knap 2,7 millioner mennesker i byen.
Til sammenligning blev der ifølge Ritzau begået 45 drab i Danmark i 2015. I Danmark bor der ifølge Danmarks Statistik knap 5,7 millioner mennesker.