Blatter og Platini skal for retten
De forhenværende fodboldchefer Sepp Blatter og Michel Platini holder fast i deres uskyld forud for retssag
Onsdag starter en længe ventet retssag i Schweiz mod de forhenværende fodboldchefer Sepp Blatter og Michel Platini.
Den forventes at forløbe over to uger med afslutning 22. juni.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Sagen omhandler en mistænkelig pengeoverførsel fra Fifa til Platini på to millioner schweizerfranc - cirka 14,3 millioner kroner - tilbage i 2011.
Dengang sad Platini i spidsen for Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa), mens Blatter var chef for Det Internationale Fodboldforbund (Fifa).
Sagen medførte, at begge parter blev udelukket fra fodbold i 2015.
Siden har den været genstand for seks års grundig efterforskning.
Tiltale for bedrageri
Det resulterede november sidste år i, at den schweiziske anklagemyndighed meddelte, at den havde rejst tiltale for bedrageri samt illoyal ledelse og tillidsbrud.
Blatter og Platini nægter at have gjort noget forkert.
De hævder i stedet, at der er tale om betaling for konsulentarbejde udført af Platini fra 1999 til 2002.
Anklagemyndigheden er enig i, at Platini var ansat som rådgiver fra 1998 til 2002.
I 1999 skrev parterne en kontrakt på 300.000 schweizerfranc om året, som blev betalt af Fifa.
To millioner schweizerfranc
De to millioner schweizerfranc, som Platini opkrævede otte år efter kontraktens afslutning, var der dog ikke lovhjemmel for, mener anklagemyndigheden.
Som modsvar hævder de anklagede at have haft en mundtlig aftale om en årlig kontrakt på en million schweizerfranc.
- Det er en udestående løn, som Fifa skylder, under mundtlig kontrakt og betalt under lovlige betingelser. Intet andet! Jeg handlede, som jeg altid har gjort, med den største ærlighed, siger Platini i en erklæring til AFP.
De anklagede risikerer op til fem års fængsel samt bødestraf, hvis de kendes skyldige.
Retssagen finder sted ved Schweiz' føderale straffedomstol i byen Bellinzona.