Black Friday har sparket julesalget i gang

Newspaq
Offentliggjort Sidst opdateret

Det amerikanske fænomen Black Friday har for alvor fået tag i de danske forbrugere.

En amerikansk tradition er ved at brede sig til de danske forretninger. Før weekenden skød Black Friday julesalget i gang med et større brag end normalt. Det fortæller flere handelsstandsforeninger til DR Nordjylland.

– I fredags må vi sige, at vi fik en rigtig god start på julehandlen, siger Jes Jacob, handelschef i Hjørring Handel.

Her oplevede flere butikker en fremgang i omsætningen på både 20 og 30 procent mere end sidste år.

Også i Aalborg blev julehandlen sparket i gang i fredags. Her solgte butikkerne for mellem 5 og 10 procent mere end sidste år ved samme tid.

Og Flemming Thingbak, direktør i Aalborg City, er ikke i tvivl om årsagen: De store danske kæders massive markedsføring af Black Friday.

– Der er ingen tvivl om, at det nye fænomen har været med til at gøre folk ekstra opmærksomme på, om man skulle se at få købt nogen af julegaverne, siger Flemming Thingbak.

Og på trods af den meget større omsætning, butikkerne i Hjørring havde i fredags, er handelschef Jes Jacob ikke bange for, at folk nu har brændt alle pengene af.

– Nu har man købt en del julegaver, men lur mig, der skal nok være noget med nogle ekstra ønsker. Vores økonomi i Danmark er jo til at man kan give nogle pæne julegaver, siger han.

Black Friday er altid dagen efter Thanksgiving, hvor mange amerikanere har fri og derfor kan komme ud og købe tidlige julegaver. Dagen har fået sit navn, fordi forretningerne den dag er sorte af mennesker.

Powered by Labrador CMS