Black Friday: Disse varer skal du IKKE købe
Nogle varer er meget billigere på Black Friday, mens andre rent faktisk kan købes billigere på andre tidspunkter af året.
Black Friday er for alvor slået igennem herhjemme, hvor en del danskere bruger tilbudsfesten til at få julegaverne i hus. Men uanset om du køber varer til dig selv eller andre, skal du se dig for. Det er nemlig langtfra alle produkter, som er lige fordelagtige at købe på Black Friday. Det viser tal fra PriceRunner.
I galleriet over artiklen kan du se en række de produkter, PriceRunner peger på.
En varegruppe, hvor du ofte kan gøre et kup, er legetøj. Her falder prisen i gennemsnit med 29 procent under Black Friday-udsalget. Samme tendens gælder spil og gaming-gadgets til eksempelvis computer, Playstation 4 eller Xbox, som i gennemsnit kan købes 15 procent billigere.
Artiklen fortsætter under videoen
– Så hvis man er på jagt efter tidlige julegaver, kan man generelt gøre en god handel på legetøj og computerspil til Black Friday, siger Martin Andersen, der er administrerende direktør for PriceRunner Danmark.
Også ved køb af elektronik kan du ofte gøre en rigtig god handel. Mange butikker bruger nemlig Black Friday til at tømme hylderne, før der kommer nye varer.
– På mange elektroniske småvarer vil man kunne gøre en rigtig god handel, hvis man køber en ældre model, som snart bliver erstattet af en ny. Det gælder eksempelvis telefoner og fjernsyn, siger Martin Andersen.
Kaffemaskiner topper tilbudslisten
Det samme gælder en del kaffemaskiner, køkkenmaskiner og blendere. Kaffemaskiner er faktisk den varegruppe, som flest butikker sætter ned til Black Friday, viser analysen fra PriceRunner.
Men der vil også være masser af tilfælde, hvor tilbuddet snyder, og du rent faktisk kan købe produktet billigere på andre tidspunkter på året.
– Så man skal holde tungen lige i munden, før man køber elektronik. Man skal altid dobbelttjekke prisen, siger Martin Andersen.
Det kan du blandt andet gøre på pricerunner.dk, hvor der er et værktøj, der kan vise prisudviklingen i 7400 butikker 12 måneder tilbage.
Slå koldt vand i blodet
Samme råd lyder fra Forbrugerrådet Tænk, som oplever, at mange har svært ved at skelne mellem skidt og kanel.
– Der er gode og dårlige tilbud i næsten alle varekategorier. Men hvis man bruger sin sunde fornuft, slår koldt vand i blodet og undersøger markedet, kan man godt gøre en god handel, siger seniorjurist Maria Liljeqvist.
Hun råder desuden til, at du undersøger byttereglerne, hvis varerne skal bruges som julegaver.
Her kan reglerne nemlig variere fra butik til butik, men det glemmer man let i udsalgsfeberen.
– Så sørg for skriftlig dokumentation for, at varen kan byttes eller returneres efter jul. Og hvis butikken ikke tilbyder det, må man vurdere, om man stadigvæk vil købe den, siger Maria Liljeqvist.