Black Friday blev rekorddag for butikker
Den amerikanske tilbudstradition på sidste fredag i november, Black Friday, har fået rigtig godt tag i de danske forbrugere
Tilbud, tilbud og mere tilbud. Det var, hvad danskerne jagtede i fredags, da det amerikanske fænomen Black Friday ramte landets butikker og satte en ny rekord med et samlet forbrug på hele 1.533 millioner kroner.
Nye dankortstal fra Nets viser desuden, at danskerne har brugt dankortet flittigt på dagen, hvorfor dankort-forbruget er steget med 12,4 procent i forhold til sidste år, oplyser Sydbank.
Således blev dankortet brugt hele 4.548.649 gange i fredags, og der blev i gennemsnit købt for 337 kroner, hvilket er 163 millioner kroner højere end i 2013.
Black Friday er oprindeligt en amerikansk tradition, der finder sted dagen efter Thanksgiving og ses som dagen, hvor julehandlen sættes i gang med et kæmpe udvalg af gode tilbud til forbrugerne.
Den amerikanske udsalgs-højtid dukkede op i Danmark for blot et par år siden og er siden blevet populær hos de danske forbrugere.
BNB