Blachman: -Det føles rigtigt
- Jeg sidder ikke og spekulerer over, om det, jeg nu gør, er godt eller rigtigt nok. Det hele er fuldstændig, som det skal være - hele tiden, siger Blachman
For 14. sæson sætter X Factors grand old man, Thomas Blachman, sig bag dommerbordet, når liveshowene fredag får premiere.
Ifølge den 58-årige veteran er der kommet frisk vand i akvariet, efter at formatet er blevet vendt på hovedet, og hver dommer nu har en deltager i hver kategori på scenen.
Så selv om der er kommet noget erfaring ind, kører den opsigtsvækkende komponist på ingen måde på rutinen.
Lader impulserne styre
- Når man går ind i live, er det klart mere krævende. Der er klart mere på spil, siger Thomas Blachman og uddyber:
- Jeg er tilstede i øjeblikket, kameraet kører. Det er, som om jeg kan mærke deres tilstedeværelse, og så kan de på en eller anden måde få noget frem i mig, som jeg aldrig nogensinde villet have kunne planlægge eller på andre måder have konstrueret.
Den erfarne herre understreger, at han lader impulserne styre og reagerer på det, han ser og hører.
Fuldstændig som det skal være
- Det er privilegeret embede, fordi det er modstandsløst. Jeg åbner bare for min tilstedeværelse, og så sker tingene på en eller anden måde. Jeg er fuldstændig tilstede i, hvem jeg er, plus alt muligt andet, som jeg ikke ved, hvor kommer fra, eller hvad er, lyder det fra Thomas Blachman.
- Jeg sidder ikke og spekulerer over, om det, jeg nu gør, er godt eller rigtigt nok. Det hele er fuldstændig, som det skal være - hele tiden.
Han tilføjer, at han ikke lader sig selv komme i vejen for noget.
Føles rigtigt
- Jeg fylder den plads, jeg har taget, ved at sige ja til det her job på en måde, som jeg kan gøre.
- Så må det være op til tv-selskaberne, om det er det, de vil have. Men jeg giver dem noget, de ikke får andre steder, lyder det fra X Factor-nestoren.
Han kalder det en del af sin cyklus at lave "X Factor".
- Det føles rigtigt. Ellers havde jeg ikke gjort det, understreger Thomas Blachman.
Årets første liveshow i "X Factor" kan ses på DR1 fredag klokken 20.00.