Blå blok vil skære i asylansøgeres ydelser
De fire partier i blå blok er onsdag nået til enighed om en aftale, der skal gøre det mindre attraktivt at søge asyl i Danmark.
Aftalen indebærer blandt andet indførelsen af en såkaldt integrationsydelse på SU-niveau, der fremover skal gives til de asylansøgere, der kommer hertil. Integrationsminister Inger Støjberg (V) kalder den »en opstramning på asylområdet«, der kommer til at gælde allerede fra på fredag, hvor regeringen vil fremsætte et lovforslag i Folketinget.
»Og virkningen bliver forhåbentlig, at der kommer færre asylansøgere til Danmark – det er vores helt klare mål, fordi vi skal hjælpe mennesker, der er i nød, men vi skal også kunne følge med. Og det kan vi ikke, som det er nu,« siger Inger Støjberg under præsentationen af aftalen tirsdag formiddag.
Integrationsydelsen indeholder også et forsørgertillæg til de asylansøgere, der har børn, og derudover indføres der en sprogbonus på 1.500 kroner om måneden.
»Vi ønsker at belønne mennesker, der kommer hertil, som ønsker at blive integreret og lære det danske sprog, og det vil sige, at der kommer en sprogbonus på 1.500 kroner om måneden. Og for at udløse den her sprogbonus, så skal man bestå prøven i dansk på niveau 2. Det betyder, at man kan begå sig på arbejdsmarkedet, og at man kan gå i gang med en uddannelse,« forklarer Inger Støjberg.
De asylansøgere, der kommer til landet, vil i første omgang omfattes af integrationsydelsen i de første syv år i landet. Det vil sige, at de asylansøgere, der allerede opholder sig i landet, indtil videre ikke vil blive ramt af regeringens stramninger.
Men Inger Støjberg bebuder flere tiltag på asylområdet.
»Det her er jo den første opstramning, man vil komme til at se. Det her er et straksindgreb, og det var det, vi annoncerede i valgkampen, at der skulle ske, og så kommer vi så til de næste elementer,« siger integrationsministeren og fortæller, at regeringen vil komme med yderligere stramninger efter sommerferien:
»Vi mødes lige, når sommerferien er ovre i den samme kreds her, og så skal vi have indført en stramning, der netop også kommer til at gælde for de mennesker, der allerede er her. Det vil sige, at de mennesker, der kom til Danmark under Helle Thorning-Schmidts (S) tid, vil blive omfattet af de samme regler. Men af rent praktiske årsager, så kan vi først gøre det efter sommerferien.«
Liberal Alliance og de Konservative erklærer sig tilfredse med aftalen, mens Dansk Folkeparti gerne vil se yderligere tiltag.
»Det her er en god begyndelse, men der er selvfølgelig behov for mere på asylområdet. Der er behov for, at vi hurtigt kommer i gang med at stramme op. Men det er en god begyndelse, og efterfølgende har vi også en forventning om, at vi sætter os ned igen og gennemfører yderligere stramninger,« siger integrationsordfører Martin Henriksen (DF).
Ifølge regeringen vil forslaget, når det er fuldt indfaset, betyde en stigning i den strukturelle beskæftigelse på 400 personer og vil på lang sigt medføre en besparelse på 400 millioner kroner.