Blå blok hamrer regeringens børneudspil ned
Blå blok holder skydetelt mod regeringens børneudspil. Venstre, DF og Liberal Alliance kritiserer udspillet.
– Bluffnummer, løftebrud, gammeldags.
Den blå bloks roser til regeringens børneudspil kan umiddelbart udkomme på frimærke.
Regeringen vil afsætte 2,5 milliarder kroner frem mod 2019 til en række tiltag på daginstitutionsområdet – men der er ikke afsat penge til at sætte en minimumsgrænse for, hvor mange børn hver enkelt pædagog skal tage sig af.
– Det ligner et bluffnummer fem minutter i lukketid, siger Venstres socialordfører Karen Ellemann.
– Jeg frygter, at regeringen er i gang med at bruge de samme penge flere gange, og pengene bliver jo først udmøntet endeligt inde i næste valgperiode igen, siger hun og tilføjer, at Venstre bedst kan lide det, der ikke er med i udspillet, nemlig de sløjfede minimumsnormeringer.
Hvor mange penge er Venstre villig til at sætte af på det her område?
– Vi går til valg på et udgiftsstop i den offentlige sektor, og vi mener, at bemandingen i daginstitutioner er noget, de enkelte kommuner skal tage ansvaret for. Og derfor ser vi ikke, at de rammer, der er til velfærd, er urimelige i dag, siger hun.
Dansk Folkepartis socialordfører, Karin Nødgaard, er heller ikke imponeret over regeringens netop fremlagte børneudspil.
– Regeringen har ikke tænkt sig om overhovedet, og jeg frygter, at det her bliver spild af penge med meget lidt effekt. Det er en idéforladt regering, der kører i tomgang, vi ser her.
– Nu bryder de igen et løfte. Før valget blev landets børn og forældre stillet 3000 nye pædagoger i udsigt af De Radikale. Sådan er det ikke gået. Som jeg ser det, er skarp fokus på nedbringelse af papirarbejdet et Columbusæg, siger Karin Nødgaard.
Liberal Alliance kalder på “nytænkning” i form af et pasningsbevis frem for flere millionpuljer.
– Det er meget forudsigeligt, at regeringens børnepakke består af en pose penge, som kommunerne nu kan kappes om at få del i, siger partiets børneordfører, Merete Riisager.
– Hos Liberal Alliance har vi helt konkret foreslået, at alle forældre får tildelt et pasningsbevis, som de frit kan omsætte til pasning i en kommunal eller privat institution eller sågar i hjemmet, hvis børnene er helt små, siger hun.
/ritzau/