Blå blok dropper omstridt besparelse

Den omstridte nedskæringer af boligydelsen til ældre, bliver nu droppet - eller i hvert fald udsat.

Blå blok dropper nu at sænke boligydelsen til ældre. Foto: Simon Skipper/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Regeringen har sammen med de øvrige borgerlige partier besluttet at droppe den aftalte ændring af boligydelsen indtil videre og kigge på den igen til foråret.

Det oplyser Finansministeriet i en pressemeddelelse.

– Set i lyset af debatten og de mange spørgsmål, der er blevet rejst, har vi i fællesskab besluttet, at den bedste løsning her og nu er, at vi i ro og mag ser på spørgsmålet igen i det nye år, erklærer finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) i meddelelsen og uddyber:

– Det er et særdeles kompliceret område, og derfor er det vigtigt, at vi tager os den fornødne tid.

Aftalepartierne får dermed en finansieringsopgave i det nye år.

Gav 90 millioner kroner

Ændringen af boligydelsen havde indbragt 90 millioner kroner, som nu får karakter af en “negativ budgetregulering” i næste års finanslov.

Samtidig udestår den finansiering, man vinker farvel til med afblæsningen af planen om at fjerne den såkaldte overførselsregel for fonde, som ligeledes har udløst kritik, efter at finanslovsaftalen blev præsenteret.

– Vi skal naturligvis fortsat finde pengene, for pengene skal jo passe, og det har vi givet hinanden håndslag på, siger finansministeren.

Boligydelsen har været et stort stridspunkt i den forgangne uge, hvor især Dansk Folkeparti har fået kritik for den planlagte besparelse, som ifølge kritikere vil ramme op til 175.000 pensionister.

DF: Havde fået garanti

Partiet afviste i første omgang, at ændringen ville betyde noget for pensionister med en årsindkomst under 150.000 kroner, men det har partiet siden måtte indrømme.

Dansk Folkeparti havde ifølge eget udsagn fået finansministerens ord for, at besparelsen ikke vil ramme denne gruppe, og derfor blev forhandlingerne genoptaget.

Ændringen har dog ikke været gratis, og der er således flere ting, der skal drøftes til foråret.

På foranledning fra Liberal Alliance skal partierne drøfte størrelsen af udligningsskatten på pensioner frem mod 2020, mens Konservative har ønsket en snak om at gøre affaldsgebyret for virksomheder til en tilvalgsordning.

/ritzau/

 

Powered by Labrador CMS