Bjarne Riis ude af det gode selskab
Når Touren indledes i København på fredag, bliver det uden Bjarne Riis som et trækplaster. Det er han ked af.
Når Tour de France-starten - Grand Départ - løber af stablen i København fredag, bliver det uden nogle af fortidens store danske cykelkoryfæer.
Blandt andre kommer Bjarne Riis ikke til at promovere eller agere ansigt på den historiske start. Det er han skuffet over.
- Jeg er selvfølgelig ærgerlig over ikke at være med. Det havde jeg håbet på. Sådan skulle det desværre ikke være. That's life. Mere har jeg ikke at sige til det, siger Riis til TV 2 Sport.
Tour-vinder i 1996
En vigtig del af den danske cykelhistorie blev skrevet i 1990'ernes dopingæra, hvor stjerner som Riis, Rolf Sørensen, Jesper Skibby og Bo Hamburger var en del af verdenstoppen. Med Riis som dansk Tour-vinder i 1996.
Alle har de siden indrømmet brug af doping som så mange andre ryttere fra den tid. Tour de France-løbsdirektør Christian Prudhomme afviser, at tidligere dopingsager har noget at gøre med fravalget af Riis.
- Fordi vi arbejder med politikerne og ikke med tidligere ryttere, siger Christian Prudhomme om valget af ansigter på Tour-starten i Danmark til TV 2 Sport.
Ville han give Riis hånden
Løbsdirektøren siger desuden, at selv om fortiden ikke er "så god og fin", så ville han give Riis hånden, hvis de mødte hinanden.
Til Ritzau forklarede den danske Tour-arrangør i sidste uge også fravalget af tidligere danske ryttere.
- Ingen tidligere danske Tour de France-ryttere har en officiel rolle i forbindelse med det officielle program, som Grand Départ Copenhagen Danmark (GDCD) er ansvarlig for i forbindelse med Tour de France, svarede den danske arrangør i en mail.
Har ikke haft betydning
Det skyldes ifølge arrangøren ikke, at man vil holde dopingfortiden ude.
- Eventuelle tidligere dopingsager har ikke haft betydning for deltagelse i de officielle GDCD-arrangementer i forbindelse med Tour de France 2022, skrev arrangøren.
Har gjort meget for cykelsporten
Kommentatorikonet Jørgen Leth så gerne, at fortidens stjerner var en del af Tour-festen i Danmark.
- Jeg synes jo, at Riis har gjort meget for cykelsporten - også efter han er holdt op med at være rytter. Jeg synes, man skulle række ham en fremstrakt hånd. Det synes jeg. Det er mit synspunkt
- Det samme burde gælde Michael Rasmussen, men det er jo ord, man næsten ikke kan tage i sin mund i dag. Der er mange, som gerne vil holde nogle ude, lyder det fra Leth.