Bizart tidsfordriv: 24-årig skød efter tilfældige
En 24-årig mand fornøjede sig mandag med at skyde efter tilfældige forbipasserende med en softgun.
Mandag eftermiddag klokken 15.04 rykkede politiet ud til skyderi mod tilfældige personer i Vejen. Heldigvis var der “kun” tale skud fra en softgun-pistol, der skyder med små, hårde plastickugler.
– Vi får en anmeldelse fra en kvinde, der fortæller, at der er nogle unge gutter, der sidder i et vindue i en lejlighed og skyder ned mod tilfældige forbipasserende på Lindetorvet i Vejen, siger vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi Erik Lindholdt til Newsbreak.dk
Da politiet kommer ud til lejligheden, er der dog kun en enkelt person til stede. Nemlig lejlighedens 24-årige mandlige beboer.
– Han erkender, at det er ham, der har skudt mod folk, siger Erik Lindholdt.
Den 24-årige er nu sigtet for overtrædelse af Ordensbekendtgørelsen, og han kan forvente at få en bødestraf.
Erik Lindholdt ved ikke, om den 24-årige har forklaret, hvorfor han skød mod tilfældige.
– Formentlig har han bare kedet sig, lyder den nøgterne konstatering.
Politiet har ikke oplysninger om, at nogen personer skulle være ramt af skudene.