Bitter Wozniacki træt af egen indsats
Caroline Wozniacki var alt andet end tilfreds med sin indsats i nederlaget mod Petra Cetkovska ved US Open.
Natten til fredag dansk tid stemplede Caroline Wozniacki ud af US Open i anden runde efter et nederlag i tre sæt til verdens nummer 149, tjekken Petra Cetkovska, på 4-6, 7-5 og 6-7 (1/7).
Den fjerdeseedede dansker misbrugte hele fire matchbolde i afgørende sæt, inden hun gik helt ned i den afgørende tiebreak, som blev tabt med 1-7 efter en generelt meget ujævn indsats.
– Det er ikke særligt fedt at have fire matchbolde uden at udnytte nogen af dem. Det er rigtig tungt lige nu. Det er ikke en specielt fed følelse, siger Wozniacki til TV2 Sport efter nederlaget.
Og adspurgt, om hun var tilfreds med det niveau, hun leverede i kampen, var danskeren klar i spyttet.
– Nej, det synes jeg ikke. Der er ting, der helt sikkert kan forbedres, og som helt sikkert skal trænes igennem. Så må man tage den derfra.
– Jeg synes, det er skuffende. Der er ikke så meget at gøre lige nu. Jeg skal bare lige sunde mig lidt, lyder det fra en tydeligt skuffet Caroline Wozniacki.
Den danske tennisstjerne nåede sidste år finalen i US Open, hvor det dog blev til nederlag ligesom i 2009.
Hendes nederlag i anden runde i år kommer dermed til at koste mange point på verdensranglisten, da hun hentede mange point fra sidste års finaleplads, som hun ikke kommer til at forsvare med det tidlige exit.
/ritzau/