Bitter øl-boss tager kampen op: -De har pisset os af

Dansk mikrobryggeri er klar til at tage kampen op mod tysk øl-gigant om rettigheder til nordiske ølnavne

Den danske øl-boss Claus Christensen giver sig ikke i patentstrid med tysk ølgigant. Privatfoto.
Offentliggjort Sidst opdateret

En strid om patent på nordiske navne til øl har ført til, at det tyske Wacken Braueri har bedt det danske mikrobryggeri Munkebo Brewery om at ændre navnene på tre af deres øl. Det drejer sig om øllene Ragnarok, Sleipner og Balder. Det tyske bryggeri hæfter sig ved, at de har taget patent på disse og en række andre nordiske navne, og derfor truer de Munkebo Brewery med retssag, hvis de ikke ændrer navnene.

Det har stifteren af Munkebo Brewery, Claus Christensen, dog ikke tænkt sig at efterkomme.

– Det gør mig rigtig vred, for jeg synes ikke, man kan tage patent på navne på nordiske gudenavne på den måde. De har taget patent på navnene i hele Europa, og det synes jeg ikke kan være rigtigt, siger Claus Christensen.

Han er nu sammen en advokat igang med at undersøge sine muligheder.

– Vores øl fik navnene først, og umiddelbart har vi fundet frem til, at vi derfor har “first-use” rettigheder til dem. Så vi er klar til at gå efter tyskerne, hvis de går efter os, siger stifteren.

Store konsekvenser

Det skyldes ikke kun principper, at Claus Christensen har tænkt sig at kæmpe imod.

– Vi sælger for eksempel rigtig mange Balder-øl i de baltiske lande, og det vil få store konsekvenser for os, hvis vi ikke længere kan bruge det navn, fordi det er Balder-navnet, vi har markedsført os med. Vi vil skulle starte helt forfra, og det er utrolig svært, når man er en lille virksomhed som os, siger Claus Christensen.

Selvom det tyske bryggeri er langt større, får det ikke Claus Christensen til at give op.

– De har også pisset os godt og grundigt af med det her, så vi er klar til at tage kampen op, siger han.

Powered by Labrador CMS