Bitter familiestrid for trecifret millionbeløb: Datteren løber med pengene

Nyt sviende nederlag til 84-årige Tineke Færch, som det ikke lykkedes for at vriste millioner ud af datteren. Sagsomkostninger på fem mio. kr.

Merethe Færch er datteren. Hun har nu for anden gang vundet retssagen over sin mor. Foto: Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Nyt sviende nederlag til 84-årige Tineke Færch, som det ikke lykkedes for at vriste millioner ud af datteren. Sagsomkostninger på fem mio. kr.

 

Den 84-årige tobaksenke Tineke Færch har tabt retssagen mod datteren i Østre Landsret, som netop har stadfæstet byrettens dom. Tineke Færchs datter Merethe Færch skal således ikke betale de godt 200 mio. kr. plus procesrenter tilbage til sin mor, som Tineke Færch har krævet ovenpå en aktiehandel, som fandt sted tilbage i 2006.

Tineke Færch havde forlangt, at Merethe Færch skulle betale knapt 275 mio. kr., svarende til værdien af aktierne og udbytte m.v.. Herfra skulle trækkes den oprindelige købesum på knapt 60 mio. kr. Oveni kom så procesrenter, hvis Merethe Færch altså var blevet dømt til at betale.

I landsretten gjorde Tineke Færchs advokat Tyge Trier gjorde gældende, at overdragelsesaftalen er ugyldig efter aftaleloven. Han mente, at Merethe Færch havde givet urigtige oplysninger og fortiet afgørende viden om en kommende værdistigning i forbindelse med et senere salg af aktier i Skandinavisk Tobakskompagni til British American Tobacco. Tineke Færch og hendes advokat mente også, at Merethe Færch havde misligholdt overdragelsesaftalen, fordi hun giftede sig uden at opfylde købsaftalens vilkår om, at aktierne skulle være hendes fuldstændige særeje, hvis hun giftede sig.

Sædvanligt led

Landsretten fandt, at der forud for aktieoverdragelsen var tilvejebragt et fyldestgørende beslutningsgrundlag for Tineke Færch, og at hendes højeste prioriteter efter sin forklaring for landsretten var at bevare aktierne i familien og at minimere skattebetalingen. Disse forhold blev opfyldt ved aktieoverdragelsen, som retten anser som et sædvanligt led i et generationsskifte.

Med hensyn til spørgsmålet, om Merethe Færch i 2006 havde viden om et forstående salg af Skandinavisk Tobakskompagni til British American Tobacco og en mulig helt ekstraordinær stigning i aktiernes værdi, fandt landsretten, at Tineke Færch ikke havde ført det fornødne bevis for, at datteren lå inde med denen viden. Retten mente således ikke, at overdragelsesaftalen var ugyldig..

Med hensyn til Merethe Færchs manglende opfyldelse af vilkåret om, at aktierne skulle være hendes fuldstændige særeje, hvis hun giftede sig, så mente retten, at Merethe Færch ikke havde særlig anledning til at tro, at hendes ægtepagt ikke levede op til aktieoverdragelsesaftalen. Det var hendes advokater, der havde begået fejl, så der eksisterede to forskellige udgaver af aktieoverdragelsesaftalen. Dertil kom, mente landsretten, at Merethe Færch havde afhjulpet forholdet inden for rimelig tid.

Byretten i Helsingør fastsatte sagsomkostningerne, som Tineke Færch skulle godtgøre Merethe Færch, til 12 mio. kr. Ved landsrettens dom er sagsomkostningerne for såvel byret som landsret fastsat til fem mio. kr.

 

Powered by Labrador CMS