Biskopper tvinger præster til at vie transkønnede

Foto: Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Biskopper tvinger folkekirkens præster til at vie transkønnede.

Det er et brud med århundrede lang praksis for, at præster skal kunne sige nej til at vie to af samme køn af samvittighedsgrunde. Det vurderer præst og kirkeordfører for Dansk Folkeparti, Christian Langballe (DF), over for Radio24syv.

Miséren er opstået, fordi den nye lov om transkønnede betyder, at en person relativt enkelt kan skifte køn kun juridisk set, altså uden en kønsskifteoperation. Det kræver en ansøgning og en refleksionsperiode.

Derfor har Christian Langballe spurgt kirkeminister Marianne Jelved (R), hvordan det stemmer med præsternes ret til ikke at ville vie to personer af samme køn. Og den situation har ingen i Kirkeministeriet forudset.

Kirkeminister beder om en udtalelse

Kirkeminister Marianne Jelved (R) har bedt overhovedet for landets biskopper, biskop Peter Skov-Jacobsen, København, om at komme med en udtalelse, som lægger linjen. Og han fastslår i et brev til kirkeministeren og Folketinget, at præster ikke kan nægte at vie transkønnede med henvisning til samvittigheden. Selv om to personer anatomisk er af samme køn, så gælder det ikke som et homoseksuelt vielsesforhold: »Har man fået myndighedens godkendelse til at skifte personnummer, da er den pågældende at betragte som tilhørende det tilsvarende køn,« skriver biskop Peter Skov-Jacobsen i brevet.

Det får Christian Langballe til at tale om et »uhørt brud« med hidtidige traditioner:

»Der har været en gammel frihedstradition i folkekirken, at præster kunne sige nej – og det kommer helt tilbage fra kirkekampen – hvor man har indført det princip, at samvittigheden betyder utrolig meget, og at præsten derfor har muligheden for at sige nej til noget, som præsten ikke vil være med til. Med den nye lov, siger man, at nogen der har fået lavet et juridisk kønsskifte, er det en tjenestepligt for præsten at vie de her folk, og hvis præsten siger nej, er det tjenesteforsømmelse, som i sidste ende kan føre til fyring,« siger Christian Langballe.

Han forlanger nu, at kirkeminister Marianne Jelved griber ind og sikre præsterne frihed til at følge egen samvittighed.

Langballe: Løftebrud

I princippet kan en person, som præsten ikke vil vie, gå ned og skifte køn, hvorefter præsten er tvunget til at vie et homoseksuelt par, påpeger Langballe.

Det er et løftebrud i forhold til, hvad den tidligere kirkeminister Manu Sareen lovede Folketinget, da man oprettede vielsesritualet for homoseksuelle i 2012, påpeger han. Da lød løftet, at ingen præst ville blive tvunget til at vie homoseksuelle.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra biskop Peter Skov-Jacobsen, der er bortrejst.

Powered by Labrador CMS