BIOS melder sig klar til 1. september
BIOS har i dag overfor Region Syddanmark præsenteret en vagtplan for bemanding af samtlige beredskaber i september måned.
Vagtplanen er baseret på de reddere, som BIOS i øjeblikket har underskrevet kontrakt med. I vagtplanen gøres der derudover brug af deltidsansatte timereddere samt reddernes tilkendegivelser om at ville påtage sig frivillige ekstravagter.
Planen er udarbejdet under hensyntagen til overenskomstens bestemmelser og arbejdsmiljøreglerne.
– BIOS knokler på højtryk for at blive klar til 1. september. Derfor er det også godt at høre fra BIOS, at der nu er en vagtplan for september, siger Thyge Nielsen (V), formand for Præhospitaludvalget i Region Syddanmark, i en pressemeddelelse.
BIOS oplyser over for regionen, at redderne har udvist meget stor velvilje i forhold til at tage ekstravagter.
BIOS understreger, at den aktuelle bemanding må betragtes som bemandingen i en kort opstartsperiode.