Bios-ambulancereddere bliver tvunget på arbejde i julen

Redderne får en ekstravagt i juleperioden og ferien suspenderet. Bombastisk og provokerende, siger tillidsfolk

Ambulancereddere hos BIOS tvinges på arbejde i julen. Foto: René Lind Gammelmark (Arkivfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

Én ekstra vagt og ingen ferie mellem jul og nytår.

Den melding fik Bios’ ambulancereddere torsdag på selskabets intranet via et opslag underskrevet af driftsdirektøren i det hollandske moderselskab, Aad Romijn, der i øjeblikket vikarierer for Bios’ danske direktør, Morten Hansen, der er på ferie. Det skriver JydskeVestkysten.

– Du vil derfor en af de nærmeste dage kunne se en vagtplan for juleperioden, hvor vi har vagtsat dig med en ekstra vagt ud over det faste rul, idet vi har søgt at dele disse fair blandt alle.

– Af samme årsag er det ligeledes desværre ikke muligt at afholde ferie i perioden, skriver driftsdirektøren blandt andet til medarbejderne.

Ingen positiv modtagelse

Og den melding bliver ikke positivt modtaget blandt Bios-reddernes tillidsfolk.

– Det er ikke særligt smart at komme med så bombastisk en udmelding, inden vi skal planlægge juleaften.

– Folk kommer til at være pigesure de kommende dage, og det er de fuldt berettigede til. Han kunne bare have spurgt pænt, siger Peter Senger, tillidsmand for redderne i Esbjerg.

Han understreger, at ambulanceredderne, før de blev ansat i Bios, har været vant til at løse vagtplanlægningen af julen uden dekreter fra topledelsen.

Nødvendigt med en sidste øjebliks melding

Ifølge den hollandske direktør, Aad Romijn, er det en nødvendighed, da Bios er en nystartet virksomhed.

– Vi vidste først i sidste uge, hvor mange nye medarbejdere vi ville have klar til december, og først da vi havde det præcise tal, kunne vi overskue behovet for at dække arbejdsmængden, siger han til JydskeVestkysten.

– Normalt vil sådan en besked komme otte uger i forvejen, men det kunne altså ikke lade sig gøre tidligere i denne omgang.

Sagen skal drøftes på et fælles møde for Bios-reddernes tillidsmænd tirsdag formiddag.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS