Billund Lufthavn blandt de bedste i Europa

Foto: René Lind Gammelmark (Arkivfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

Billund Lufthavn blev mandag aften hædret med titlen Highly Commended for at være den næstbedste regionale lufthavn i Europa til at udvikle rutenettet og synliggøre sig overfor flyselskaberne.

Det skete ved det årlige Routes Europe i Aberdeen, hvor 125 flyselskaber ’speed-dater’ med 350 lufthavne omkring samarbejdsmuligheder.

Routes Europe samler hvert år luftfartsbranchen om ruteudvikling. Samtidig hædrer branchen de lufthavne, der er bedst til at markedsføre sig overfor flyselskaberne og derigennem tiltrække de rigtige ruter. Mandag aften blev Billund Lufthavn hædret med titlen Highly Commended blandt lufthavne med under fire millioner passagerer om året.

City Airport Bremen blev nummer 1

City Airport Bremen løb med førstepladsen, men der er alligevel stor stolthed hos marketingchef Jesper Klausholm over andenpladsen.

– Vi er stolte over hæderen. Hver dag arbejder vi hårdt for at tiltrække de rette flyselskaber til de rette ruter og tilbyde vestdanskerne verden direkte fra Billund Lufthavn. Derfor er det en flot hæder at modtage – især når det er flyselskaberne selv, der er med til at pege på os, siger en stolt Jesper Klausholm, marketingchef i Billund Lufthavn.

Billund Lufthavn satte sidste år passagerrekord og har i de seneste fem måneder præsenteret fem nye rejsemål. Senest Berlin, der den 13. april fik en direkte rute fra Vestdanmark.

Midt i ingenting – og midt i alting

Lufthavnens placering på den jyske hede kræver en særlig indsats, når flyselskaberne skal overbevises om mulighederne for at fragte danskere ud i verden fra Vestdanmark. I Billund Lufthavn er de derfor stolte over, at flyselskaberne for alvor begynder at se potentialet.

– Vi har gjort et stort stykke arbejde for at fortælle flyselskaberne, at vi i Vestdanmark har et stort passagergrundlag og en befolkning med stor rejselyst. Det er ved at gå op for luftfartsselskaberne, at potentialet er stort. Det betyder, at flere og flere flyselskaber vælger Billund Lufthavn til og bliver her. Det giver os en god platform at arbejde videre på i de kommende år, siger Jesper Klausholm.

Nytænkende markedsføring

Udover en række nye ruter er det også måden, Billund Lufthavn har markedsført sig på overfor flyselskaberne, der har været afgørende for hæderen mandag aften. En kombination af grundige markedsanalyser og opbygningen af personlige relationer har givet gevinst. Ikke mindst i 2014, hvor Billund Lufthavn fejrede 50-års jubilæum med en række aktiviteter i lufthavnen.

– I anledningen af vores 50-års jubilæum i 2014 inviterede vi flere gange rejse- og luftfartsselskaber til arrangementer i lufthavnen. Vi holdt blandt andet en kæmpe strandfest med mere end 1.000 gæster, ligesom årets Danish Travel Awards blev afholdt i lufthavnen, forklarer Jesper Klausholm.

Powered by Labrador CMS