Billig mælk koster Arla en milliard kroner

Arla Foods Limited, der har langt de fleste af sine aktiviteter i Storbritannien har i 2014 haft et underskud før skat på knap en milliard kroner – 924 millioner kroner. Foto: Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Arla Foods Limited havde i 2014 et underskud på næsten en milliard kroner. Billig mælk er en af årsagerne.

Arla-koncernens vigtigste datterselskab, Arla Foods Limited, drives med et større underskud, og det skal i høj grad tilskrives den billige mælk på den anden side af Nordsøen.

Det skriver Finans.

Peter Giørtz-Carlsen, der er ansvarlig for Arlas forretning i Storbritannien, erkender, at den øgede konkurrence presser Arlas evne til at levere på bundlinjen.

– Sidste halvdel af 2014 var en svær periode for alle i mejeribranchen – herunder Arla i UK. I detailhandlen i Storbritannien har der været en voldsom priskonkurrence på mælk, siger han ifølge Finans og tilføjer:

– Discountkæderne er på fremmarch, og det presser priserne i hele markedet.

Mest i Storbritanien

Arla Foods Limited, der har langt de fleste af sine aktiviteter i Storbritannien har i 2014 haft et underskud før skat på knap en milliard kroner – 924 millioner kroner.

Til sammenligning havde datterselskabet i 2013 et underskud på 197 millioner kroner.

Ligesom de danske supermarkeder presser de britiske butikker mælkepriserne i bund for at tiltrække kunder.

Peter Giørtz-Carlsen siger, at de britiske mælkedrikkere kan få mælken til “utroligt lave priser”.

Finans skriver, at foruden driftsunderskuddet, er der også huller i kassen for Arlas britiske medarbejderes pensionsordninger, og det er et hul, som Arla skal dække.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS