Billede af glemt konflikt i Ukraine er Årets Pressefoto

Berlingske-fotograf tager dobbelt hæder som ophavsmand til Årets Pressefoto og som Årets Pressefotograf.

Dette billede af Asger Ladefoged er Årets Pressefoto. Billedet er taget i forbindelse med krigen i Ukraine. Klik videre og se, hvordan vinderen ser ud. Foto: Asger Ladefoged/Free
Dette billede af Asger Ladefoged er Årets Pressefoto. Billedet er taget i forbindelse med krigen i Ukraine. Klik videre og se, hvordan vinderen ser ud. Foto: Asger Ladefoged/Free
Offentliggjort Sidst opdateret

Sidste år viste Årets Pressefoto et glimt af flygtninge på flugt fra krig og ødelæggelse.

I år er det konflikten i Ukraine, der er baggrundstæppe for årets bedste pressefoto.

Det er Asger Ladefoged fra Berlingske, der er ophavsmand til Årets Pressefoto, som Pressefotografforbundet fredag har offentliggjort.

Årets Pressefoto viser en mand og en kvinde, der befinder sig i en solbeskinnet æblelund.

Pludselig dukker de sig, som om de kunne have hørt skud fra den verserende konflikt i Ukraine.

En konflikt mellem prorussiske separatister og ukrainske nationalister.

– Det bliver et symbol på krigen, der kan ramme os uden varsel. Det er “os”, da angrebet skete i Paris, Bruxelles, Nice og Berlin.

– Det er et hverdagsbillede, der skifter til et krigsbillede – helt uden at vise krigen, hedder det i begrundelsen.

– De er fanget i en storpolitisk krig, som altid er til stede i deres liv. En glemt, overset konflikt på europæisk jord, som ligger meget tæt på os, lyder det endvidere.

Også årets fotograf

Asger Ladefoged tager også prisen som årets pressefotograf.

– Der er ikke nogen tvivl om, at Asger Ladefoged er Årets Pressefotograf. Han har i løbet af 2016 været over det hele, alle de steder hvor det er brændt på, og hvor det er svært.

– Han har fundet hverdagslivet i Ukraine og er taget med skolebørnene på besøg hos Carl-Mar Møller, lyder det i begrundelsen.

Sidstnævnte hentyder til en billedserie, som Ladefoged har taget af en skoleklasse på besøg hos parterapeuten Carl-Mar Møller. Den vinder han også for.

Pressefotografforbundet har også uddelt priser til blandt andet Jens Dresling, Politiken, for årets nyhedsbillede.

Årets Pressefoto blev sidste år vundet af Jacob Ehrbahn, Politiken.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS