Bilka slår fast: Det er slut
Efter lang tid på hylderne er det nu slut
Bilka fjerner figur af Erwin Rommel fra Anden Verdenskrig fra deres onlinebutik, efter at figuren er blevet mødt af kritik.
Det skriver B.T. lørdag.
Var topnazist
Torsdag delte radiovært Dan Rachlin et opslag på Facebook om dukken af den tyske general.
- Topnazist Rommel som dukke. De mange, mange mennesker, som han slog ihjel, følger ikke med, skrev han blandt andet.
Efterfølgende har B.T kontaktet Salling Group, som Bilka hører under, for at få dem til at forholde sig til kritikken.
Ikke intentionen
Ifølge Salling Group har de længe solgt sæt, der relaterer sig til Anden Verdenskrig, men de vil ikke længere sælge dukken af Erwin Rommel, lyder det.
- Det har ikke været intentionen at have figurer, der er så personspecifikke, som det konkrete tilfælde fra dén side af krigen, skriver marketingchef i Bilka, Claus Frederiksen, i et skriftligt svar til B.T.
Flere fjernet
Ifølge avisen falder Erwin Rommel i kategorien af tyske generaler under Anden Verdenskrig, der ikke var overbeviste nazister, men som "anerkendte fælles mål, som de villigt støttede".
Ud over sættet med figuren af Erwin Rommel er han også fjernet fra sættet "Famous General", der både indeholdt figurer af Rommel, og de allierede Bernard Montgomery, Douglas MacArthur, Dwight D. Eisenhower og George S. Patton, oplyser Bilka til B.T.
Succesrig general
Ifølge historiesiden World War II Foundation var Erwin Rommel en af Anden Verdenskrigs mest succesrige generaler på begge sider af konflikten.
Han var en af Hitlers yndlingskommandører i de første år af Anden Verdenskrig, står der på historiesiden. Men han var aldrig medlem af det nazistiske parti, fordi han afskyede blandingen af politik og krig.
Indså tabet
Efter at Erwin Rommel indså, at Tyskland ville tabe krigen, mente man, at han var med til at planlægge et attentat mod Hitler, lyder det på World War II Foundation.