Bilister ignorerer stoplinie: Farligt ved højresving

Situationer som denne kan blive farlig for fodgængere og cyklister. Foto: Dansk Fodgængerforbund
Offentliggjort Sidst opdateret

Alt for mange bilister ignorerer stoplinien ved lyskryds og kører alt for langt fem. Det er farligt ved højresving

Som middel imod de frygtede højresvingsulykker er der i mange lyskryds indført tilbagetrukne stoplinier, der skal sikre at de svingende bilister nemmere ser de ligeudkørende cyklister. Men hvis stoplinierne ikke respekteres, forsvinder sikkerheden, siger Dansk Fodgænger Forbund, som i denne uge har lavet en optælling, der viste at 14 procent af de stoppende bilister overtrådte stoplinierne med mindst en halv vognlængde.

– Det er ikke rimeligt at så mange overtræder de tilbagetrukne stoplinier, og derved bringer de lette trafikanter i fare, siger Mikael le Dous, formand for Fodgængerforbundet.

– Vi har kæmpet så længe og kraftigt for at komme de modbydelige højresvingsulykker til livs og også fundet løsninger, der tilsyneladende virker, og så er det træls at så stor en del af bilisterne ikke respekterer disse løsninger. Især gør det ondt at se, når bybusser og lastvogne overskrider stoplinierne. Det er jo navnlig med disse køretøjer, at højresvingsulykker får dødelig udgang.

– Vi mener, at årsagen til, at der sker så mange overtrædelser skal findes i, at politiet ikke mere er synlige i bytrafikken og i alle tilfælde er på vej et sted hen, hvor der er vigtigere at være. Derved får alle de “små” overtrædelser i trafikken ikke konsekvens for trafikanterne hverken bilister, cyklister eller fodgængere, og vi må blot vente på, at nogen kommer alvorligt til skade, mener Mikael le Dous.

En optælling fra uge 21 ved seks lyskryds afslørede 25 ud af 179 stoppede køretøjer, der fortsatte hen over stoplinien. De overtrådte stoplinierne med mindst en halv vognlængde.

Powered by Labrador CMS