Bilister: Dårlig idé at sænke hastighed
Ingen af de bilister Newsbreak.dk mødte, jublede over to foreningers forslag om at sænke hastighederne på motorvejene
Se flere fotos i billedgallerietherover
Der er ikke den store opbakning til lavere hastigheder på de danske motorveje.
I hvert fald ikke blandt de bilister, Newsbreak.dk mødte ved rastepladsen Skærup midt i Trekantområdet. Argumenterne var forskellige, men holdningen den samme: Skal co2-udledningen for alvor nedsættes, er der andre veje at gå end farten på de danske motorveje.
Forslaget er i ugens løb blevet fremsat af foreningerne Rådet for Bæredygtig Trafik og NOAH.
– Hva! Nej, vi skal da op i 150 kilometer i timer, siger Kim Bergh og bryder ud i latter.
– Nej, seriøst. Når vi ser ud på den slidte del af den danske bilpark, som vi eksporterer til udlandet. Så kan de fortsætte med at forurene der. Det ændrer jo ikke på det store regnskab. Desuden er vi jo på vej over mod elbiler, argumenterer Kim Bergh fra Hørve på Sjælland.
Flere elektroniske tavler
Kim Lilbæk fra Haderslev bryder sig heller ikke om en generel sænkelse af hastigheden, men er meget begejstret for elektroniske farttavler, han har oplevet i udlandet.
– De vil være langt bedre til at justere hastigheden. De giver jo bilisten et varsel om, at der er kø længere fremme. Så er det tid til at sætte farten ned, og man slipper på de voldsomme opbremsninger i trafikken. Det har vi set, fungerer rigtig godt i udlandet, siger han.
Martin Kortegaard fra Aalborg er lige steget ud af sin el-bil og erkender, at personligt vil han have meget få meget ud af lavere hastighed.
– Så bliver min rækkevidde jo længere. Hvis det kan øge trafiksikkerheden, så synes jeg egentlig det er en god idé, siger Martin Kortegaard.
Men da han hører, at det primære argument fra de to foreninger for lavere hastigheder er co2-regnskabet, er han ikke længere overbevist om, at det er bedste redskab.
Udbyg den kollektive transport
Lone Jensen fra Allerød i Nordsjælland vender også tommefingeren ned til lavere hastigheder.
– Skal der gøres noget for miljøet, bør man udbygge den kollektive transport. Især justere på priserne. Jeg giver 50 kroner for at køre fra Allerød ind til Købehavn. Det er helt ude af proportioner, siger Lone Jensen.
Der skal meget til at få en sindig nordjyde til at udbryde de helt store fraser. Men da Ole Bogner fra Gandrup hører, at forslaget går helt ned til 80 kilometer i timen på udvalgte strækninger, lyder det:
– Ah, det er lige lidt nok.
Se flere fotos i billedgalleriet over denne artikel