Bilister brugte landevej som motorvej

På Sønderborgvej i Kruså blev to bilister fanget med så høj en hastighed, som kun er tilladt på motorvejen.

To bilister brugte en landevej som en motorvej, da de mandag aften blev blitzet med 126 kilometer i timen. Foto: Syd- og Sønderjyllands Politi
Offentliggjort Sidst opdateret

Syd- og Sønderjyllands Politi besøgte endnu en gang kredsens fokusstrækning på Sønderborgvej i Kruså mandag aften. Og med god grund.

Heldigvis var der mange, der overholdt fartgrænsen på de 80 kilometer i timen, men der var da også flere, der havde trykket lige rigeligt på speederen.

Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi på Twitter.

10 bilister kørte stærkt nok på strækningen til at få en hilsen fra politiet i E-boks, fordi de ikke overholdt fartgrænsen og blev blitzet.

Der var dog også to bilister, der nåede op på så svimlende hastigheder, at de kun er tilladt på enkelte motorveje.

For på Sønderborgvej blev to bilister fanget af ATK-vognen med op mod 126 kilometer i timen.

Den fartoverskridelse kommer til at koste de to bilister et klip i kørekortet og en dyr bøde.

Powered by Labrador CMS