Bilist med hjulspin truede med at skyde p-vagt
En københavnsk bilist kommer ikke ud at køre i den kommende tid.
I Dommervagten i København blev han tirsdag middag varetægtsfængslet i knap to uger, efter at han mandag aften på Vesterbro havde truet en parkeringsvagt, der netop havde givet ham en parkeringsbøde, på livet.
Parkeringsvagten har forklaret politiet, at den vrede bilist havde sagt »jeg skyder dig« og »tag den tilbage eller jeg skyder dig«, efter at han kort før klokken 18 havde fået en bøde i Abel Cathrinesgade.
P-vagt måtte springe for livet
Lige efter at have fremsat dødstruslen, kørte bilisten ifølge sigtelsen sin Toyota frem mod parkeringsvagten med cirka 30 kilometer i timen, så P-vagten måtte springe til side for at undgå at blive påkørt. Og kort efter måtte også en kvinde, der var på vej over den nærliggende Viktoriagade med en barnevogn, springe til side for at undgå at blive ramt af den hidsige bilist.
I grundlovsforhøret nægtede den 50-årige mand sig skyldig i sigtelserne for dødstruslerne mod tjenestemanden og for i grov kådhed at have udsat andre for livsfare.
Han forklarede, at hans kæreste pludselig havde opdaget, at der sad en parkeringsafgift i bilens forrude. Han var stoppet og var blevet gal, da han syntes, bøden var uretfærdig, og derfor havde han ifølge sin egen forklaring fra to meters afstand råbt gennem den nedrullede rude til parkeringsvagten, at »det kan De godt skyde en hvid pil efter – vi mødes i retten«.
Tiltalte: – Ikke min hensigt at true p-vagten
Det var ikke hensigten at true P-vagten, og bilisten var ifølge sin egen forklaring heller ikke i nærheden af at ramme kvinden med barnevognen, da han med hjulspin var kørt fra stedet.
Ikke desto mindre besluttede dommeren at varetægtsfængsle bilisten for foreløbig 13 dage.