Bilen fuld af ubudne gæster: -De ødelægger alt
Anja Hartung og Tim Jensen har skilt bilen ad, fordi de har fundet mus. Fælder er vejen frem, mener skadedyrsbekæmper.
– Vi har nok fjernet 20 døde mus, siger Tim Jensen, der har brugt fredagen på at tage bagsæder og alt interiør i den bagerste del af bilen ud.
Musene har forinden deres død pilet rundt mellem isolering, plastikbakker, kabinefilter og hemmelige rum i parrets bil, for i knap en måned har Tim Jensen og Anja Hartung kæmpet med mus i bilen.
Artiklen fortsætter efter videoen
– Det er træls. De ødelægger alt, siger Anja Hartung irriteret.
En skadedyrsbekæmper anbefaler, at mus i bilen skaffes af vejen med en plastikfælde, hvor nutella er maddingen.
Lugter af pis
Det er faktisk over tre måneder siden, at Anja Hartung og Tim Jensen blev klar over, at der havde været mus i deres bil.
Da motorrummet skulle tjekkes, blev de gjort opmærksomme på, at bilen lugtede af pis.
– Så satte vi fælder op herude, siger Anja Hartung og peger rundt i garagen, hvor bilen er placeret, mens der arbejdes på at skille bilen ad.
Flere dele fra bilen skal smides ud, fordi de er vædet ind i urin, fortæller Tim Jensen, der mener, det tager dem et par dage at få en ren bil.
Af hensyn til lugten priser Anja Hartung sig lykkelig for, at hun for tiden er forkølet.
Ikke i garagen
Selv om bilen nu befinder sig i garagen, så skal den under ingen omstændigheder stå der mere.
– Vi ved jo ikke, om det er fordi den har stået her. Men nu skal den i hvert fald ikke stå her mere, siger Anja Hartung.
Placeringen af bilen kan faktisk godt være grunden til, at musene har fundet vej ind i bilens indre.
– Man har måske lige tænkt, at nu skal man tørre bilen godt igennem og derfor stillet den i garagen, og så finder musene vej ind i bilen, siger Peter Nielsen fra Jysk Skadedyrssikring.
Reder i hemmelige rum
Det er ikke til at vide, om det er den eneste grund til, at musene har overtaget Anja Hartung og Tim Nielsens bil, men siges må det, at de har forsøgt at skabe sig et hjem.
– Vi har fundet to reder, siger Anja Hartung og peger ned i to rum bag forsæderne, der kan åbnes.
– Vi fandt reder med mad i dernede, tilføjer Tim Jensen, der også fortæller, at de blandt den store mængde døde mus også har fundet unger.
Som Anja Hartung har fundet ud af ved en Google-søgning, så er mus kun gravide i 19 dage, før de får unger. Dermed må nogle af de drægtige mus have levet i bilen i mindst 19 dage og lidt til, for ingen af de mindre mus, der blev fundet, var helt små.
Når musene får unger, kan de få op til otte unger i hvert kuld. Med en hurtig hovedregning kan antallet af ubudne gæster hurtigt eskalere.
En bil fuld af pebermynteolie
Efter at musefælden havde klappet konsekvent hver aften i fjorten dage, blev Anja Hartung desperat og søgte hjælp hos skadedyrsbekæmper, men også på Facebook.
Det resulterede i råd om at fordele vatrondeller dryppet med pebermynteolie ud i bilen, mens der også er gjort brug af ultralyd, som kun musene kan høre.
– Vi ved ikke, om det er pebermynteolien eller lyden, der har skræmt musene væk, men der har ikke været nogen i fælderne de seneste to dage, siger Anja Hartung.
Dog fandt Tim Jensen tre døde – to store og en lille – mus, da han fjernede indmaden ved det ene baghjul i bilen.
– De havde bidt i en ledning ved baglygten, konstaterer Tim Jensen.
Fælder med nutella
Spørger man en erfaren skadedyrsbekæmper, som før har været kontaktet af kunder, der har haft mus i bilen, så er løsningen altså plastikfælder med nutella.
– Først og fremmest skal man fjerne alt, hvad musene kan leve af, der kunne være i bilen. Dernæst skal man sætte plastikfælder op, hvor der er en lille kop, som man fylder med nutella, siger Peter Nielsen fra Jysk Skadesdyrssikring.
Han pointerer, at mus er vilde med chokolade, og at ost eller spegepølse kun fungerer på tegnefilm. Skal fælden stå i længere tid, anbefaler han at maddingen er en rosin.
Desuden er fælderne af plastik bedst, da dem i træ godt kan binde og derfor ikke fanger musen.
Brug aldrig gift
En løftet pegefinger, når skadedyrene skal fjernes fra bilen, har skadedyrsbekæmperen dog.
– Man skal ikke bruge gift. Det gift man kan købe i Danmark er søvndyssende. Det betyder, at musene sover ind og hvor gør de det henne? Det gør de i bilen, og det lugter, så det skal man ikke gøre, siger Peter Nielsen.
Han uddyber, at det med gift sagtens kan tage op til seks dage, før musene dør. Han anbefaler i højere grad fælder som en løsning.