Bilejere jubler over udsigt til færre fotovogne
Det er en glædelig nyhed, transportminister Hans Christian Schmidt (V) fredag har bebudet. Han vil skære i antallet af fotovogne. Og det falder i god jord hos Forenede Danske Motorejere (FDM), der varetager danske bilisters interesser.
»Vi er rigtig glade for forslaget fra transportministeren,« indleder Torben Kusk Lunde, afdelingschef hos FDM.
Han henviser til udlandet, hvor praksis typisk er, at bilister bliver advaret med skilte, når de kører på veje, hvor der er fartkameraer.
»Vi ved fra udlandet, at selvom man skilter med kameraerne, så virker det alligevel. Sverige er eksempelvis et af verdens mest sikre trafiklande, og her skilter man med kameraerne,« siger Torben Kusk Lunde.
Fortalere for fotovogne fremhæver derimod, at antallet af trafikdrab herhjemme er faldet proportionalt med udbredelsen af de mobile fartkameraer. Det står samtidig klart, at den generelle hastighed på landevejene er faldet i år, hvor politiet firedoblede antallet af fotovogne fra 25 til 100.
Men det kan der være andre forklaringer på, mener Torben Kusk Lunde.
»Der er ingen undersøgelser, der viser, at det er fotovognenes skyld. Vi kan se, at gennemsnitshastigheden er faldet noget i år, men det kan skyldes det store fokus, der har været på de nye fotovogn. Når det bliver hverdag igen, forventer vi, at hastigheden vil stige igen,« siger Torben Kusk Lunde og tilføjer:
»Der er altså kun 100 fotovogne og 77.000 kilometer landevej, så chancen for at møde en fotovogn er jo ikke særlig stor.«
Han peger samtidig på, at betjentene kan gøre større nytte andre steder i trafikken end i fotovognene.
»Man kunne frigøre de betjente og lade dem køre i patruljebil i stedet. Trafiksikkerhed handler jo ikke kun om fart,« lyder det fra Torben Kusk Lunde.